Det ukendte Syditalien: Apulien med autocamper

Af Renate Hovald

Den italienske ”støvle” er som bekendt temmelig langskaftet. Det gør os nysgerrige: Hvordan mon der ser ud i den sydligste, mindre kendte del af det italienske fastland – som for eksempel Salento-halvøen, beliggende mellem Adriaterhavet og Det Ioniske Hav? Beslutningen er hurtigt taget, og først i maj måned starter vi således på vores første langt-væk-ekspedition med autocamper mod Italiens ”hæl”, regionen Apulien, Puglia på italiensk.

2.000 km mod syd: Vieste
Efter godt 2.000 km og fire dages kørsel når vi frem til vores første destination: Gargano-halvøen, der danner den italienske støvles spore. Landskabet er præget af smukt kuperet terræn, dækket af store, svalende skovområder og med maleriske stejlkyster. Efter noget serpentiner-kørsel ad smalle og slyngede veje med betagende udsigter ankommer vi til vores første mål, nemlig Vieste. Byens hvide huse grupperer sig malerisk omkring en lille bakketop med en fæstning og en domkirke øverst oppe og fortryller med sin sydlandske charme. Associationer til Grækenland trænger sig på – ikke uden grund, idet denne del af Italien i antikken var en del af Magna Graecia, Storgrækenland, dvs. de græske kolonier på den anden side af Adriaterhavet. 

Et helligt sted
Oppe i højderne ligger San Giovanni Rotondo. Byen er et fænomen. Den lever og ånder for den fromme munk Padre Pio, der i 1999 af paven blev ophøjet til helgen. Hans venligt smilende, hvidskæggede kontrafej med den typiske munkefrisure møder man alle vegne, så man ikke er i tvivl om, hvem hovedpersonen er her på stedet. Men det, vi mest kommer for, er den gigantiske moderne kirkebygning, tegnet af den italienske stjernearkitekt Renzo Piano, som årligt besøges af millionvis af pilgrimme. Kirkens indre bæres af kæmpemæssige buer, der udgår fra midten og minder lidt om en overdimensioneret edderkop. 

Hvide byer
De hvide, ligeledes græsk-inspirerede byer Trani, Ostuni samt den runde by Locorotondo er et must, hvis man vil snuse lidt mere til områdets antikke fortid som græsk koloni. De kan passende besøges på vej til den helt store seværdighed her i Apulien: Trulli-området med hovedbyen Alberobello. Trullierne er cirkelrunde, hvide småhuse med kegleformede skifertage. I Alberobello danner de en hel bydel, som er spektakulær UNESCO-verdenskulturarv. Når solen rammer husenes kridhvide vægge kan man næsten ikke undvære sine solbriller! Her flokkes naturligvis alverdens turister, som ombejles massivt, og der mangler således ikke souvenirshops i alle afskygninger. 

En mystisk borg
Castel del Monte, også UNESCO-verdenskulturarv, har længe stået på min ønskeseddel. Det er en noget speciel fæstning fra 1200-tallet, beliggende isoleret nogle kilometer inde i det øde bagland på en bakketop, omgivet af pinjeskov og synlig langvejs fra. Det specielle ved castelloen er dens gådefulde mystik: Ottekantet med otte firkantede hjørnetårne og spækket med østerlandsk symbolik. Arkæologer og historikere er den dag i dag uenige om fæstningens formål: Jagtslot, kultsted, fængsel, garnison? Her møder man en hel del italienske turister.

Flere hvide byer
Undervejs mod Ótranto, vores næste mål holder vi frokostpause i Lecce, Apuliens hovedby og ifølge sit ry en af de smukkeste her i syden. Tilnavnet ”Syditaliens Firenze” rammer plet: Fyldt til bristepunktet med barok- og rokoko-bygninger og således en fryd for øjet og et besøg værd. 
Ótranto er vi begejstret over – igen en havneby med græsk stemning, en gammel borg, små gyder, det strålende blå hav og de kulørte fiskerbåde. En aftentur med fuldmånen hængende over de arkaiske mure og det sydende natteliv bekræfter yderligere, at vi er kommet meget langt væk hjemmefra.

Vi følger kystlinien
Salento-halvøens sydligste punkt, Leuca, er vi da også lige nødt til at kigge på. Meget er der dog ikke at se, her virker ret øde, kysten er klippefyldt og lidt utilgængelig, men bestemt ikke uinteressant. Alle steder undervejs passerer vi uendeligt mange og udstrakte olivenplantager:  Apulien producerer 50 % af den italienske olivenolie. 

Vi fortsætter med at følge kystlinjen så tæt som muligt og tager et par overnatninger i Gallipoli, en lille levende, malerisk by, hvis gamle bydel breder sig på en halvø ud til det utroligt azurblå hav. Derfra fortsætter vi nord-vestpå igen, forbi industribyen Táranto med destinationen Metaponto Lido, som ligger i støvlesålens vrist ud til Táranto-golfen. Ind imellem skinner solen fra en skyfri himmel og farver havet uforskammet blåt, men da vi ankommer til Metaponto regner det massivt. Selv om der i området her er mange badestrande, er det tydeligt, at sæsonen ikke er begyndt endnu. Mærkeligt nok er antallet af campingpladser hernede behersket. De relativt få, som vi får øje på, sover for det meste stadig vintersøvn – måske også på grund af det blandede vejr, der ikke just lægger op til sommerglæder. Byen virker derfor, her sidst på eftermiddagen, lukket og slukket. En kraftig vind blæser ind fra havet og får bølgerne til at slå højt op mod stranden.
Lidt uden for Metaponto, hvis navn er af græsk oprindelse, støder vi igen på gamle udgravninger, som vi selvfølgelig også skal se. Det tilknyttede Arkæologiske Museum har vi helt for os selv, og turen rundt om resterne af Hera-templet er hurtigt overstået i det uvenlige bygevejr. 

Matera er et must
Nu forlader vi kysten og drejer mod nord, ind i landet, hvor vi heldigvis igen ledsages af solskin. Landskabet bliver efterhånden mere og mere kuperet, og vejene snor sig. Vi er på vej til Matera. Denne by ligger (i øvrigt lige som Metaponto) ret beset i provinsen Basilicata, men tæt på grænsen til Apulien og er derfor et oplagt udflugtsmål, hvis man vil holde sig til badebyerne.  

Også Matera er et must. Den er ikke for ingenting med på UNESCO-listen over verdenskulturarv, som Italien er så rigt repræsenteret på. Hovedattraktionen er det såkaldte sassi-område. Navnet sassi, der egentlig betyder klipper eller hule, dækker over et boligområde, gravet som huler ind i de bløde tufstensklipper og helt op til 1950’erne beboet af byens fattigfolk. Efter genhusning i mere tidssvarende boliger opdagede man disse klippehuses spektakulære kvaliteter, sanerede dem og gjorde således byen til turistmagnet. Men ud over sassierne er den gamle bydel også spændende i sig selv, dens huse klynger sig til bakketoppen, vejene er for det meste trapper op eller ned, og overalt mødes man af de smukkeste panoramaer ud over ådalen nedenfor. Har man fysisk overskud, kan man følge en snoet sti ned til åen, krydse den via en lang, heftigt gyngende hængebro og klatre op igen til et større parkeringsplateau. Herfra har man den mest forrygende udsigt over mod byen og sassierne. 

Konklusion
Fra Matera krydser vi det italienske indlands højderyg mod vest til Middelhavskysten, idet vores apuliske ekspedition er slut. Nu har vi set nok til, at vores nysgerrighed har noget at tygge på, og vi som forventet blevet en hel del klogere på denne lidt afsides beliggende del af Italien. Konklusion: Den er bestemt en rejse værd – om man nu rejser med autocamper eller campingvogn! 
Hjemturen er påbegyndt – dog ikke uden først at have besøgt Paestums romerske udgravninger, Pompeji og Vesuv. Men dette er en anden historie.

Vi overnattede på en blanding af camping- og stellpladser. Her er et lille udvalg af dem:

Find flere campingpladser på www.DCU.dk – her ser du også hvilke campingpladser, der giver rabat til DCU’s medlemmer