Tekst og foto: Elsabeth Bisgaard 

Jeg har i flere år gået stille med dørene om at fortælle om vores skjulte paradis i Umbrien. Lad bare “de andre” tage til Toscana, Gardasøen og hvad ved jeg – bare jeg får lov at beholde mit lille paradis for mig selv. 

Begyndte i Bella 

Det hele startede for godt 15 år siden, hvor vi en regnvejrsdag tog på rejsemesse i Bellacentret. Der var en stand med flere steder i Italien repræsenteret. Vi faldt for et sted i Umbrien, der hedder Camping Kursaal ved Passignano v/Lago Trasimeno, som er Italiens 4. største sø. Her bestilte vi plads og var så der i fire år. 

Det var et skønt, lille sted med ganske få pladser, ovenikøbet med et lille hotel og den lækreste restaurant med servering af lokale retter og vine, skønne værtsfolk og smilende tjenere - kort og godt et dejligt sted, hvis man ikke har den største campingvogn eller telt. 

Større campingvogn udfordrede 

Vi fik så en større campingvogn, og nu var gode råd dyre. Der var nogle enkelte, lidt større, pladser på Kursaal, men man skulle nærmest bestille flere år i forvejen, for det var og er stadig et populært sted - også for børnefamilier. 

Men der lå også en campingplads lige ved siden af Kursaal, der hedder La Spiaggia. Vi gik ind og lurede, og den havde større pladser, der passede til vores campingvognsstørrelse. Vi bestilte plads til året efter og fik én. Vi glædede os som vanvittige til at ankomme. Tænk, at vi var så heldige, at vi havde fået en plads lige ved søen - det var forrykt fantastisk. 

La Spiaggia er en fantastisk lille campingplads - heller ikke særlig stor. Så er man til de store pladser med masser af underholdning og butikker, så er der ingen grund til at læse videre. 

La Spiaggia har en lille bitte butik med småfornødenheder som vin, badehætter og vaskepulver. Her er en skøn svømmepøl og enkelte legeaktiviteter som f.eks. bordtennis. Søen ligger nærmest i fodenden af ens telt eller campingvogn, og på søen dyrkes der ivrigt diverse vandsportsgrene som surfing og paddleboard. 

Flere har deres egne gummibåde med, og man kan også få undervisning i disse sportsgrene, hvis man ønsker det. 

Croissanter som i Frankrig 

Er man til cykling, uanset om det er korte eller lange ture,  så er der stort set cykelsti hele vejen rundt om søen, hvor der er små barer, som alle frister til et pitstop. 

Specielt kan turen ud til San Feliciano anbefales. Her serveres der croissanter, som ikke fås bedre i Frankrig. Turen dertil er på ca. 12 km. På turen derud møder man de lokale, som glad hilser ”bongiorno” og smiler venligt. Det er en opløftende tur, også for dem som normalt ikke er vant til at cykle. Er man til mere hardcore-cykling, er der rigeligt med bjerge. 

På campingpladsen er der en hyggelig lille bar, hvor søde og rare tjenere opfylder dine basale behov. Derudover er der også en vidunderlig lille restaurant, der laver den lækreste mad. Også her er det lokale retter og lokale vine - super lækkert. Ejeren af campingpladsen, Marco, serverer ofte og går rundt og hygger om sine gæster. 

Den veltillavede, lækre  mad er lavet af Le Chef Annalisa B, som tilfældigvis er i forhold med Marco. Uden beregning falder der ofte små lækkerier af ind i mellem retterne, “som vi lige skal smage”. 

Når sønnen Andrea er hjemme på ferier, ses han ofte også i baren. Det er ganske ubeskrivelig hyggeligt. Skulle man få lyst til lidt mere byliv, så er der 10 minutters gang langs strand og havn til byen Passignano, som er spækket med de lækreste små og hyggelige restauranter og pizzeriaer - alt sammen til fornuftige priser. 

Udforsk de små restauranter og deres vidunderlige madudvalg med lokale retter – der er også meget mad for de fiskeglade spisere. 

Find din egen vinbonde 

Om aftenen ses der ofte fiskere ved kajkanten inde i byen. For den vininteresserede er det bare at gå i gang, for restauranterne bugner med lokale vine. Finder man en god vin, så er det bare at spørge på restauranten, hvor vinbonden bor og så aflægge ham et besøg. Sjovest er det selvfølgelig at finde den lille og ukendte, inden han bliver til en kendt, kommerciel vinbonde, og det er lykkedes os næsten hvert år i de 10 år, vi er kommet til området. Der er flere smukke byer/borge rundt om søen, som kan anbefales at besøge,  ligesom der er store, smukke byer – blandt andet Perugia, Orvieto og Asisi, så der er nok at se på. 

Ferie i festugen 

Er man på ferie i festugen, som er i slutningen af juli, vil man kunne opleve et herligt bådræs, hvor fire områder konkurrerer mod hinanden. De sejler i fire træbåde på søen, og de giver den gas. Når de lander inde i byen, løber de fire hold med en træbåd på skulderen gennem byen og op på borgen og ned igen. Det hold, der vinder, modtager folkets hyldest ved den efterfølgende parade. 

Om aftenen kommer holdene gennem gaden (som i dagens anledning er afspærret) på havnefronten og synger foran restauranterne og gæsterne. De vedbliver med at synge, indtil ejerne kommer og giver vin og champagne, hvorpå de bryder ud i jubelråb. Det siger sig selv, at de er svært feststemte til slut. En forrygende festlig aften at deltage i, som er en sjov oplevelse både for børn og voksne. 

Smuk borgby 

Det kan anbefales at besøge den smukke borgby Orvieto, der efter min mening har en af de smukkeste kirker i Umbrien.  

Er man heldig, sidder organisten i kirken og øver. Det er  fantastisk smukt. I Orvieto findes også en underjordisk by, hvor nedgangen er gennem en dyb brønd. Det kan anbefales at gå på opdagelse i de små sidegader, hvor man kan spise til næsten ingen penge. Perugia, hovedstaden i Umbrien, er ligeledes en borgby, hvis historie kan føres tilbage til etruskerne. Den er bestemt også et besøg værd. 

Ikke langt derfra ligger Asissi, hvor Frans den hellige boede. Det er en umbrisk by og senere en romersk by, så den indeholder mange antikke minder. Byen blev hårdt ramt af jordskælv i 1997, hvilket blandt andet gik ud over en af deres helligdomme, Basilica de San Fransesca. 

Besøg marmorvandfaldet 

En oplevelse er også det fantastiske, menneskeskabte marmorvandfald ved Tiro de Segno. Det er 165 m højt og består faktisk af tre vandfald. Det er bygget af romerne for mere end 2000 år siden og er fantastisk flot. Sådan kunne jeg vedblive med at fortælle om Umbrien, specielt om camping La Spiaggia ved Lago Sul Trasimino, men jeg må hellere lade være. Man kunne risikere at andre fandt den lille perle, som jeg egentlig helst vil have for mig selv. 

Ellers kom og vurdér om jeg har taget fejl, men pas på, det kan være, du bliver hængende, som vi gjorde. Hvis nogen havde sagt til mig for 14 år siden, at vi ville blive “fastliggere” på Camping La Spiaggia, havde jeg ikke troet på dem – så nu er I advaret.

Tekst og foto: Anne-Vibeke Isaksen 

Andalo er en lille ferieperle i ca. 1.000 meters højde, men bjergene omkring er i godt to kilometers højde. 

Selve byen har lidt over 1.000 indbyggere og er virkelig hyggelig med restauranter, cafeer og en lille campingplads. De fleste, der kommer hertil om vinteren, elsker sne og kommer her, fordi de godt kan lide skiløb og vinteraktiviteter. Og det er bjergene helt ideelle til. 

Campingpladsen, der ligger stort set midt i centrum, er simpel, og faciliteterne er ikke moderne, men der er alt det, du skal bruge. Der er mange faste gæster på pladsen, men der er også afsat et område til turister. Lige ved siden af campingpladsen ligger et stort sportsanlæg, Stadio del Ghiaccio, med blandt andet svømmehal. 

På med snesko 

De fleste af os har fået øjnene op for gode gåture og vandring under pandemien, men der er ingen grund til kun at gå en tur om sommeren. En gåtur på snesko i det smukkeste vinterlandskab er ren balsam for sjælen. 

Snesko er i bund og grund bare en forstørrelse af fodens trædeflade, så man ikke synker ned i sneen. De vejer ikke noget og spændes på helt almindelige vandresko. Når det er gjort, så går man fuldstændig, som man plejer. Et par skistave hjælper med at holde balancen. 

Med så simpelt udstyr, som man kan leje i byens sportsbutikker, kan de fleste gå ud i bjergene og få den ultimative naturoplevelse væk fra støj og mange mennesker på pisterne. 

Er man nybegynder, så kan man begynde nede i skoven på veje med sne, eller man kan gå med på en guidet tur. Fordelene ved en guidet tur er, at guiden kender vejen og terrænet i forhold til sneskred og vejrmæssige forandringer, og at man kan slappe af, koncentrere sig om at sætte det ene ben foran det andet og bare nyde den storslåede natur, som dette område er begunstiget med. 

Til dig der vil på ski 

Skiterrænnet i Andalo er for familier og har pister i alle sværhedsgrader. Der er ca. 40 km, og for nogle vil det lyde langt, men sammenlignet med store skidestinationer er det ikke meget, men netop det gør skiområdet i Andalo og Paganella til et hyggeligt og familievenligt sted. Naturoplevelsen er der uanset vejrforholdene, og der er ikke langt mellem de hyggelige, gamle træhuse med varme restauranter og venlig gæstfrihed. 

De fleste kan tysk, fordi man er så langt mod nord i Italien. Hvis man ikke har eget skiudstyr, kan det også lejes, og fordelen ved at leje er også, at man kan prøve det sidste nye. Skiskole findes også. 

Det italienske campingkøkken 

Italienerne er specialister, når det kommer til mad, og det er også en af grundene til, at campingferie i Italien tiltrækker så mange. Det italienske campingkøkken er nok det bedste i verden, fordi italiensk mad er så simpel, og præcis det gør, at det også er utrolig let at tilberede på camping. Vil man forkæle sig selv, så svigter Andalo heller ikke – der er gode spisesteder i alle prisklasser. 

Kort om Andalo 

Bjergbyen Andalo ligger på et plateau mellem Molveno, Cavedago og Fai della Paganella og er noget helt særligt, fordi den lille, hyggelige by ligger mellem Paganella-massivet og Brenta Dolomitterne. Byen ligger 1.000 meter over havet, og bjergene omkring er 2.000 meter høje. Der bor ca. 1.000 indbyggere i Andalo. 

Faktaboks: 

Campingplads:  Campeggio Andalo - www.andalo.life/it/camping 

Vinteråbent fra 6. december til 6 april. 

Turistinfo: www.visittrentino.info 

Kørselsvejledning 

Andalo er let at køre til, også om vinteren, fordi det meste af strækningen er på motorvej. 

Skulle man rammes af sne, så kør på rasteplads og vent til vejforholdene er fine igen. 

Den hurtigste rute er ned gennem Tyskland og Østrig, over Brennerpasset og ca. 15 km nord for Trento drejes der af mod Andalo. Herfra er der kun 20 km på gode bjergveje til Andalo. I alt godt 1.300 km fra den dansk-tyske grænse.

Tekst og foto Renate Hovald

Fra Danmark skal man krydse intet mindre end tre grænser, før ens italienske parlør kan komme op af baglommen. Vores sidste stop inden Italien er den lille østrigske alpeby Kötschach for foden af sneklædte bjergtoppe og med stadig næsten vinterbare træer. Derfra går det opad mod Plöckenpasset; grænsen til Italien befinder sig øverst oppe. Snævre hårnålesving med 13 % stigning og temmelig smalle veje giver sved på panden - men wow, sikken oplevelse (synes vi, da vi er nede igen). Dagens frokostpause indtager vi i forårsgrønne omgivelser i udkanten af en lille italiensk by. Solen skinner ihærdigt. Næste bedrift på vores italienske rejse mod Toscana er at passere Po-sletten.  Landskabet er kedeligt, landbrug over det hele. Montagnana er derfor et kærkomment afbræk i alt det flade. Den lille bys intakte ringmur fra middelalderen med tårne og porte skulle være enestående i Europa, og vi er da også vældig imponeret. Herefter skynder vi os videre til Ferrara, tæt på Po-flodens udløb i Adriaterhavet. Dens tilnavn "cyklernes by" (Città delle biciclette) har gjort os nysgerrige. Findes noget sådant i bil- og fartglade Italien? Jo, den er god nok. I det historiske centrum må bilerne ikke køre, der vrimler med cykler overalt, ung som gammel tramper i pedalerne, det er sjovt at se - næsten helt dansk. Men derudover er Ferrara seværdig i sig selv, og den bastante, gamle og lidt dystre borg giver byen en helt speciel atmosfære.

Fortryllende Toscana
Videre går det. Vores rute fra Ferrara til Toscana kræver, at vi igen skal forcere en bjergkæde, denne gang de Toscanske Appenniner (Appennini Toscono). Også det bliver en wow-oplevelse. Da et skilt i vejkanten fortæller, at NU ruller camperen ind i Toscanas forjættede land, bryder vi ud i jubel. Toscana er gudesmuk. Her bugner det af historie, kunst og kultur. Således står syv (!) forskellige toscanske lokationer på UNESCOs liste over verdenskulturarv, herunder kunstspækkede Firenze, Siena, Pisa med det utrolige, Skæve Tårn, San Gimignano med sine spektakulære slægtstårnene og Pienza med et unikt renæssance-miljø. De er enhver Toscana-rejsendes absolutte must. Men det slutter ikke her, for næsten enhver nok så lille flække gemmer på noget af stemningen fra en for længst svunden tid og får hjertet til at banke hurtigere af begejstring. Dertil kommer det klassiske landskab med de blide bakker, pittoresk toppet af små byer, der på afstand synes utilnærmelige og ikke til at komme til. Snoede landeveje, flankeret af sylespidse cypresser; skærmpinjer med deres ikoniske parasolform, sølvglitrende olivenlunde, og ikke mindst de vidunderlige udsigter fra småbyernes balustrader på kanten af stejle skråninger ud mod de blånende, bølgende horisonter. Alt dette er indbegrebet af Sydens maleriske skønhed, som i århundreder har tiltrukket den nysgerrige rejsende og været udlængslens mål for kunstnere og forfattere, inklusive de danske. Toscana er og forbliver noget helt for sig selv og er ikke for ingenting en af de mest besøgte regioner i hele Italien. På trods af det findes der i det indre af landet stadig "hemmelige" steder, man kan have mest for sig selv. Det har vi selv oplevet - plus det at nyde et par glas Chianti eller vinens konge Brunello di Montalcino under camperens markise; så er det bare, som det skal være.

I Toscanas hjerte
Vores første toscanske mål er Lucca. I løbet af et par dage bliver det til en cykeltur på volden, et besøg i den enestående smukke domkirke og en kop cappuccino på Piazza Anfiteatro, inden vi fortsætter til middelalderbyen Volterra, der - meget typisk - ligger på en bakketop. Vi er heldige, fordi lige neden for toppen findes der en campingplads med gåafstand op til det historiske centrum. Som ekstra attraktion befinder campingpladsen sig endda lige ved naturområdet "Le Balze", et dramatisk klippelandskab med dybe erosionskløfter, der i tidens løb ubarmhjertigt har opslugt huse, landsbyer, kirker. På et fremspring knejser stadig de imponerende bygninger af et  klosteranlæg, ufremkommeligt og forladt. Også resterne af en 2600 år gammel mur fra etruskernes tid har indtil videre holdt stand og fungerer som værn mod afgrunden. Meget dramatisk. Lige her, højt hævet over landskabet, kan man følge aftensolens forsvinden bag højdedragene og de fjerne glimt af Middelhavet bagved. Det er bare så usigeligt smukt. Volterra bliver vi omgående forfaldne til. En by som fra en billedbog, ældgamle huse, snævre og krogede gader, masser af historie helt tilbage fra etruskerne og aktuelt stadig midtpunkt for Italiens alabast-forarbejdende industri, idet alabast netop findes her omkring. Vi gennempløjer byens museer og kirker, afprøver den italienske gastronomi, slentrer rundt på må og få, provianterer - i selskab med de italienske husmødre - i det lokale Conad-supermarked, opdager hele tiden overraskende nyt og nyder med alle vores sanser tilstanden af salig "her-og-nu", lige midt i Toscanas hjerte. Da vi synes, nu er tiden inde til at rejse videre, er der gået  en hel uge. Aldrig har vi med autocamper været så længe bare på et sted! Det siger jo alt.

En parentes: Middelhavets Toscana
Ikke længere sydpå i denne omgang; vi vender om ved at følge Toscanas kystlinje mod nord. Ved Massa, stadig Toscana og ikke langt fra Carrara og de blændende hvide marmorbjerge, holder vi inde. Fra vores overnatningsplads er det bare 10 minutters gang ud til vandet. Vores formodning holder stik: vandkants-Toscana ligner alle de andre steder i Europa, hvor sandstrande og badeliv spiller hovedrollen. Kilometerlange strandsektioner med hver deres hær af parasoller i stram formation står parate til turisternes rykind, når feriesæsonen først er startet for alvor. Det er weekend og vejret sommerligt, palmer svajer let i brisen fra Middelhavet, og allerede nu er der pænt befolket. Kan man lide det, er det sikkert dejligt. Interessant at se på, men ikke rigtigt noget for os. Der er verdener til forskel mellem her og Toscanas unikke, storslåede og samtidig stille skønhed i det indre af landet.

Mellemstationer hjemad
Det er tid til at kigge på kortet for at afstikke en passende rute hjemad, der også har noget at byde på. Po-sletten kan vi desværre ikke undgå, og efter en overnatning i ly af Po-flodens net af diger ved lummer-varme Cremona går det nordpå. Kedeligt igen, rundt om Milano med masser af trafik - og lige pludselig er horisonten ikke flad længere: de schweiziske Alper toner frem af varmedisen. Landskabet skifter karakter fra ensformigt til mere og mere varieret, og nu er der heller ikke langt igen til vores næste destination, Comosøen (Lago di Como). En campingplads i umiddelbar nærhed af byen Lecco ligger direkte ned til søens bred og tryllebinder os med det mest fantastiske panorama man kan drømme om - lige foran vores næse. I mellemtiden er den sydeuropæiske hedebølge også nået hertil, termometret viser 32 grader. Med den brændende sol føles det næsten som en halv skærsild, når vi lejlighedsvis er nødt til at forlade skyggen. Godt vi har cykler; fartvinden sørger for lidt afkøling, og så får vi også set os omkring. Hele fem dage bliver vi her, hvem skulle have troet det. Vores sidste italienske station er Maccagno ved Lago Maggiore, en anden af de legendariske norditalienske søer. Den udvalgte rute er nervepirrende smal,  det er søndag, og alle motoriserede fritidsfolk samt ikke mindst cykelrytterne er ude. Campingpladsen i Maccagno ligger kønt, er næsten udelukkende fyldt op med tyskere, og midt om natten bryder et kæmpe tordenvejr løs, så jorden ryster. Begge dele vist ikke helt atypisk for regionen. Næste dag krydser vi den nærtliggende grænse til Schweiz, køber en vignette og følger motorvejen nordpå.

Et par slutbemærkninger
Toscana for autocampere kan godt være forbundet med visse udfordringer. Er man - som vi - mest til campingpladser, så er udvalget stærkt reduceret, når det skal være i gå- eller cykelafstand til f.eks. en lille by med lidt autentisk miljø. Diverse apps viser godt nok mange centralt beliggende, simple stell- og parkeringspladser til autocampere. Men vil man gerne blive længere end bare en enkelt nat og ønsker lidt mere albuerum eller have adgang til sanitære faciliteter, så kniber det. I hvert fald, når vi taler om den kuperede, centrale del af Toscana. Foretrækker man derimod Toscanas badeliv ude ved kysten, så er valgmulighederne langt større. Og så lige en sidste bemærkning til økonomien. Priserne på brændstof har som bekendt altid været tårnhøje i Italien. Ja, høje er de stadigvæk, men sammenlignet med Danmark og endda Tyskland lå de, mens vi var der, for det meste i den mere tilforladelige ende. Helt generelt havde alle priserne fået et lille hak opad, dog ikke mere, end at vi sådan nogenlunde kunne holde budgettet alligevel.

Alt i alt: vi havde bare en SÅ dejlig tur!

Tekst: Torben Brandt

Netop nu er der fuld tryk på vinhøsten mange steder i Syd- og Mellemeuropa, hvor vinbønderne knokler for at få druerne i hus og lagt vinen i tønder og på fade.

Europa bugner af skønne vinområder, som i reglen ligger i nogle meget smukke omgivelser, og denne artikel nævner kun en brøkdel af de muligheder, der findes. Er man campist og glad for vin, kunne efteråret derfor passende bruges til at slå to fluer med et smæk, så man dels besøger nogle dejlige vinområder og –gårde, dels får kørt og camperet i noget af Europas mest vidunderlige natur.

Det kan være en god idé på forhånd at have gjort sit hjemmearbejde, så man ved, hvilke vingårde og –ruter man gerne vil lægge vejen forbi, men omvendt har det også sin charme at køre rundt i vinområderne og dumpe ind fra gaden, når man finder noget, som ser spændende ud.

Husk i øvrigt, hvis I tager bilen til vinsmagning, at der står spande på bordene, hvor vinen kan spyttes ud.

Tyskland
Vores sydlige naboland er måske ikke det første, man tænker på, når talen falder på vin, men Tyskland producerer ganske meget vin, og især hvidvinen er af rigtig fin kvalitet. En af de måske bedst kendte vinruter i Tyskland er Weinstrasse, som er cirka 85 km lang og begynder ved Bockenheim an der Weinstrasse ca. 80 km syd for Frankfurt og går ned til Schweigen-Rechtenback ved den franske grænse. Undervejs passeres en række hyggelige byer, vingårde og slotsruiner.

Et andet kendt vinområde ligger på strækningen fra Trier til Koblenz ved floderne Mosel og Rhinen, hvor der produceres nogle glimrende hvidvine, og hvor der ligger en perlerække af hyggelige byer med små vingårde eller –slotte, man kan besøge. Området er også  meget velegnet til cykelture, hvilket måske kan være ganske bekvemt, når man har været til vinsmagning, hvis man glemte at spytte ud i spandene.

Frankrig
Frankrig er et overflødighedshorn af god vin og smukke vinruter, så du kan under alle omstændigheder ikke nå det hele på én gang.

I den nordlige del af Frankrig ligger Champagne-området, som er et must, hvis man er vild med bobler. Tager man f.eks. til enten Reims eller Épernay, kan man besøge nogle af verdens store og kendte champagnehuse og komme på guidede ture i de smukke hvide kalkstenshuler, hvor millioner af flasker med champagne ligger på lager.

Længere mod øst ligger Alsace, som er kendt for sine fremragende hvidvine og for vinruten Route des Vins, som er cirka 170 km lang og går fra Marlenheim i nord til Thann i syd. Lidt længere sydpå, men stadig i den østlige del af landet, ligger de kendte vinområder nærmest som perler på en snor. Bourgogne-området byder eksempelvis på en Grand Cru-rute, der passerer det smukke slot, Clos de Vougeot, og derudover går gennem ikke færre end 37 landsbyer. Undervejs passeres også Bourgogne-områdets smukke hovedby, Beaune. Lidt sydligere ligger Beaujolais-området og Rhône-dalen, som ligeledes producerer verdenskendte vine af høj kvalitet. Endelig er Bordeaux i den sydvestlige del af landet et af Frankrigs bedst kendte vindistrikter med Cabernet Sauvignon og Merlot som to centrale druer i produktionen og med et utal af fine vinruter.

Spanien
Det solrige Spanien er glimrende til dyrkning af vin, og landet er verdens tredjestørste vinproducent. Spansk vin domineres først og fremmest af Tempranillo-druen, som også er den vigtigste af de i alt fire druesorter, der bruges til fremstilling af de kendte Rioja-vine. Spanien har dog i en årrække haft ry for at satse mere på lavpris end kvalitet, og de spanske vine nyder her i landet hverken samme popularitet eller anerkendelse som vine fra Frankrig og Italien. Du kan dog sagtens finde vine af høj kvalitet i Spanien.

Vinruterne ligger jævnt fordelt i det kæmpestore land. En del af dem findes i den nordlige og centrale del af landet, eksempelvis omkring Valladolid og Zaragoza. I Spaniens sydøstlige del mellem Albacete og Alicante dominerer druen Monastrell, der blandt andet bruges i Jumilla-vinen, som mange danskere formentlig kender.

Længere sydpå, i hjertet af Malaga-provinsen, ligger Ronda, som både er kendt for sin unikke beliggenhed på toppen af et bjerg og for sine vine, som efterhånden har en ganske fin kvalitet.

Italien
Støvlelandet har en række skønne vinområder, og som dansker kan man glæde sig over, at en række af dem ligger i det nordlige Italien, så man ikke behøver at køre længere end højst nødvendigt for at nyde de velsmagende dråber.

Et af de meget populære vinområder ligger mellem Gardasøen og Verona, hvor Bardolino- og Valpolicella-vinene kommer fra. Også den kraftige Amarone-vin kommer fra dette område. I en anden af Italiens nordlige provinser, Piemonte, finder man ligeledes nogle fremragende vine. Det er her, Barolo-vinene produceres i et område lidt syd for Alba, mens en anden dejlig vin, Barbaresco, fremstilles i byen af samme navn øst for Alba. Såvel Barolo som Barbaresco produceres på Nebbiolo-druen og kaldes henholdsvis for kongen og dronningen af Piemonte.

Er man mere til søde, boblende vine, produceres vinen Asti Spumante i byen Asti, der ligeledes ligger i Piemonte. Kører man rundt i Piemonte, er der næsten hele tiden afmærket med skilte til vinproducenter, der gerne byder indenfor til smagsprøver og salg.

Længere sydpå, i Toscana-området, er man i Chianti-land. Chianti ligger syd for Firenze og nord for Sienna og er et meget stort vinområde, hvor ikke mindst vinen Chianti Classico er af fin kvalitet. Den kan genkendes ved, at den har en sort hane på flaskehalsen.

Vil man længere ned i Italien, kan man vælge at køre mod sydøst til Apulien, som er begunstiget af masser af sol, hvilket der kommer nogle kraftige og smagfulde vine ud af. Det er i dette område, at den populære Primitivo-drue har hjemme, fordi fremstillingen af Primitivo-vine kræver lange og varme somre.

Camping
Overnatning Campingpladser i de omtalte vinområder finder du på https://www.dcu.dk/campingpladser

Husk at holde øje med åbningstiderne, da flere lukker ned i september/oktober måned.

Kroatien er et af Europas mest spændende rejselande, og for campister er det en skattekiste, der bugner med natur- og kulturoplevelser. Kysten er spækket med skønne sandstrande og gamle, hyggelige havnebyer, som rummer et hav af seværdigheder, hvor flere af dem er optaget på UNESCO’s prestigefyldte Verdensarvsliste.

En af Kroatiens mest unikke byer er Dubrovnik, som Game of Thrones-fans kender som Kings Landing. Her kan du gå i Cersei Lannisters fodspor gennem de gamle, rustikke gader. Kroatien er indbegrebet af spændende historie, skøn madlavning og utroligt smukke solnedgange over Adriaterhavet.

Se hvor I kan holde ferie i Kroatien - her

Selvom Italien har så uendeligt meget andet at byde på, er det maden, de fleste tænker på, når talen falder på støvlelandet – og det er helt forståeligt. Det italienske køkken finder du overalt i verden med blandt andet pizza, pastaretter, lækre oste og helt uimodståelig is. Og dertil kommer kvalitetsvine, der rangerer som nogle af de bedste i verden.

Men Italien rummer så uendeligt meget andet, der gør det til et af de fineste, bedste og mest populære rejselande i Europa. Det er et overflødighedshorn af fornem kultur, design og helt enestående naturoplevelser, som konstant forandrer sig, når du bevæger dig fra nord til syd.

Se hvor I kan holde ferie i Italien - her

Tekst og foto af Torben Brandt

Toscana, Gardasøen og Lido’en vækker genklang i de flestes ører, hvorimod Piemonte næppe får de samme klokker til at ringe hos nær så mange af dette blads læsere.

En væsentlig del af forklaringen er, at Piemonte slet ikke kan tilbyde sine gæster det antal campingpladser, man finder mange andre steder i Italien.

Den lange afstand mellem pladserne betyder, at det er en rigtig god idé at have lavet sin research hjemmefra, for man kan ikke, som ved Gardasøen eller Lido’en, bare køre, til man støder på en campingplads.

I Piemonte skal man på forhånd vide, hvor de ligger, for ellers kommer man til at køre alt for mange kilometer forgæves.

Mod Frankrig og Schweiz

Når du har fundet et sted at bo, er det bare at kaste dig ud i Piemonte og områdets mange muligheder. Piemonte betyder ”For foden af bjergene”, som en reference til regionens beliggenhed for foden af Alperne i Frankrig og Schweiz mod nord.

Ud over bjergene byder Piemonte sine besøgende på skønne dale, masser af vinmarker med dertil hørende kvalitetsvin, små landsbyer, hyggelige markeder, spændende byer og eminent gastronomi.

For koldt til oliven

Hvis de argumenter ikke skulle være rigelige til at lade Piemonte indgå som en del af ferieplanerne, kan det nævnes, at også klimaet frister til et besøg i denne egn af Italien.

For somrene er varme og solrige, og alligevel bliver der som regel ikke mere end 30-35 grader på disse kanter, hvor der tilmed ofte er en brise til at køle behageligt.

Klimaet er i øvrigt også årsag til, at der stort set ingen olivenproduktion er i Piemonte, for selvom vinteren ikke er nær så lang som i Danmark, kan der alligevel blive temmelig koldt med temperaturer ned til minus 10 grader, hvilket er mere, end oliventræerne bryder sig om.

Vinen

Til gengæld er klimaet og landskabet fuldstændig perfekt til vinproduktion. Når man bevæger sig rundt i de grønne, bakkede områder, der nærmest er som klippet ud af et postkort, ser man ustandseligt skilte, der viser vej til vingårde – og det kan være svært at vælge.

Et godt råd er at forhøre sig lokalt, bede dem anbefale et sted, og derpå aflægge de pågældende vingårde et besøg.

I forbindelse med vinsmagningerne serveres der ofte også lokale godbidder i form af ost, pølse og brød. Det er en fantastisk oplevelse at sidde i selskab med vinproducenten omgivet af vintønder, nippe til forskellige vine, smage lokale pølser og oste, mens ejeren passioneret fortæller om lige netop dette steds vine og produktionsmetoder.

Italienernes engelsk er desværre ikke altid så prangende, men som regel er der et par stykker på vingårdene, der kan gøre sig forståeligt – og ellers kan man komme ganske langt med tegnsprog og fagter.

Det er naturligvis muligt at spytte vinen ud i forbindelse med vinsmagningerne, hvilket kan være klogt, hvis man vil besøge flere steder.

Hører man til dem, der synes, det er synd at lade de dejlige dråber gå til spilde, er det fornuftigt på forhånd at have klare aftaler omkring kørsel, hvis man skal køre fra stedet i bil.

Barolo

En af de mest kendte vine i verden, Barolo, stammer ligeledes fra Piemonte. Kun vinproducenter i få kilometers radius af Barolo har tilladelse til at kalde deres vin for Barolo, ligesom der også er særlige krav til f.eks. jord og lagringsperiode, hvis vinen skal have lov at bryste sig af dette navn.

Barolo er lavet udelukkende på nebbiolo-druen, og det samme er en anden af de store vine fra dette område, Barbaresco.

Ud over nebbiolo-druen er Piemonte også kendt for druerne barbera og moscato. Sidstnævnte er en sød drue, der både benyttes til mousserende vin og dessertvine.

Maden

En ting er vinen, noget ganske andet er maden, som er endnu en grund til at besøge Piemonte, hvor ”slow-food”-begrebet opstod i 1986 som et modsvar til fastfood. Slow-food handler om at bruge ordentlige råvarer og at tage sig god tid til både at tilberede og spise maden.

Piemonte er i det hele taget ét stort spisekammer fyldt med lækre oste, vidunderlige pølser og helt friske grøntsager – alt sammen til fornuftige priser.

I øvrigt er der det dejlige ved markederne i Piemonte, at man hovedsageligt handler sammen med lokale italienere, hvorimod der er forholdsvis langt mellem turisterne – om end de naturligvis findes.

Piemonte er desuden Europas største producent af ris, der i stor udstrækning bruges til at lave risotto, som er en uhyre populær ret på disse kanter. Den fås i et utal af varianter og smager som regel ganske fortræffeligt.

Billig luksus

De mange lækre ingredienser smitter også af på restauranterne. Der findes mere end 30 en-stjernede Michelin-restauranter i Piemonte, og i modsætning  til i Danmark, hvor et familiebesøg på en sådan restaurant koster nogenlunde det samme som en forlænget weekend i en storby, kan du i Piemonte få serveret 5-6 retters menuer til 30-40 Euro.

På de restauranter, der ikke kan prale af en Michelin-stjerne, er maden som regel også ganske fremragende – og på ingen måde urimeligt dyr. Ofte får man både en forret (på skiltene kaldes de ”primo”) og en hovedret (secondo) plus et glas vin til ca. 15 euro.

Bestiller man pasta, er den altid hjemmelavet, hvilket i sig selv er en fornøjelse.

Trøfler

Det er umuligt at nævne Piemonte og regionens gastronomi uden at sige trøfler. Det er en svamp, der vokser under jorden i Piemontes skove, og det er derfor nødvendigt at bruge specialtrænede hunde for at finde dem.

De bedst kendte trøfler er den hvide trøffel, sommertrøflen og den sorte trøffel, der alle har det til fælles, at de er voldsomt dyre. Et kilo hvid trøffel koster således omkring 30.000 kr.

I Alba, som går for at være verdens førende trøffelby, holdes der hvert efterår en trøffelfestival, der strækker sig over flere uger, og som lokker både almindelige turister og fagfolk fra gastronomiens verden til.

Tag til Torino

Selvom mad og drikke er en meget væsentlig del af denne region, er Piemonte dog andet end det. En tur til Piemonte bør også indeholde et besøg i områdets største by og industrielle lokomotiv, Torino.

Den er ganske vist ikke nær så kendt som Milano med de mange modehuse (Milano ligger i parentes bemærket i Lombardiet og ikke i Piemonte), men Torino har masser af kvaliteter – eksempelvis har den mange butikker med lækkert tøj til overkommelige priser.

Har man teenagebørn med hang til shopping, er Torino et godt sted at besøge – vær dog opmærksom på siestaen, som adskillige af butikkerne holder i hævd.

Torino har flere hyggelige pladser – de såkaldte piazza’er – med hyggelige restauranter og cafeer, hvor både turister og lokale hænger ud. Floden Po løber igennem byen og yder sit bidrag til den behagelige og afslappede atmosfære.

Torino er blandt meget andet kendt for at være byen, hvor Fiat-koncernen i sin tid blev grundlagt, og hvor den verdensberømte italienske fodboldklub, Juventus, har hjemme.

Er man vild med fodbold, kan det godt anbefales at tage en guidet rundvisning på Juventus’ forholdsvis nybyggede og ganske imponerende stadion, Juventus Stadium, der ligger ca. et kvarters kørsel nordvest for centrum.

Tog eller bil?

Torino er nem at komme til, uanset om man vælger at køre i bil eller tager toget. Kører man med tog fra Asti, der ligger godt 50 km væk, tager turen under en time, og man ankommer midt inde i centrum.

Husk i øvrigt, at det ikke er nok at købe en togbillet – den skal også stemples i de automater, der er opstillet på stationen – ellers vanker der bøde.

Kører man derind i bil, er det en god idé at ramme omkring kl. 10, hvor den værste morgentrafik er væk, og hvor der endnu ikke er helt proppet på parkeringspladserne. Vil man helt ind i centrum, kan man dog risikere at komme til at lede lidt efter en parkeringsplads.

Egyptisk museum

Er man mere til kultur end shopping, er Det egyptiske museum, Museo Egizio, som er et af verdens bedste og største på sit område, et must i Torino. Vær opmærksom på, at det har lukket om mandagen. 

En anden kulturel oplevelse er at gæste Reggia Di Venaria, som ikke ligger inde i centrum, men derimod cirka 10 km nord for Torino. Slottet, som blev opført fra 1675, og oprindeligt var bygget som et kongeligt jagtslot, ejes i dag af det italienske kulturministerium, der har postet mange penge i at få det bragt tilbage til sin oprindelige stand.

Resultatet har været så godt, at slottet siden 1997 har været optaget på UNESCO’s liste over verdenskulturarv.

Andre hyggelige byer

Torino er dog ikke den eneste by, der er værd at besøge i Piemonte. Alba, der ligger ca. 60 km sydøst for Torino, er eksempelvis en rigtig dejlig by med gamle huse, hyggeligt gågademiljø og lækre butikker. Også Asti, hvorfra den kendte mousserende Asti-vin stammer, er ligeledes en ganske hyggelig by, som er nem at komme til i bil.

Centralt i byen ligger nemlig en stor parkeringsplads, hvor man – som mange andre steder i regionen – skal lægge mærke til, om parkeringsbåsene er omgivet af hvide elle blå striber. De hvide er gratis, hvorimod der skal betales i de blå båse.

En anden, skøn by er den lille Gavi, hvor turen dertil i sig selv er en oplevelse gennem det smukke, afvekslende landskab. De fleste ankommer til den store parkeringsplads midt i byen, hvorfra man har direkte udsigt op til en stor borg, som ligger højt over byen.

Er man i god form, kan man gå derop på cirka 20 minutter, og selvom man må bruge lidt længere tid, er det besværet værd, for der er en fantastisk udsigt over hele området fra dette sted. Hvis man ikke er så godt gående, er det også muligt at køre derop.

Gavi har flere indbydende restauranter og cafeer med vidunderlig, hjemmelavet is – og så er den bare med sine gamle, velholdte bygninger og snævre gader gennemsyret af god stemning – fuldstændig som i Piemonte i almindelighed.

Camperen er testet, vasket og pakket - klar til afgang. Det er vi også. Efter flere års pause skal endemålet igen være Toscana, et stykke nede i Italien. Sidst i april måned, mens Danmark stadig venter på det afgørende startskud til foråret, går det målrettet sydpå.

Tekst og foto Renate Hovald

Fra Danmark skal man krydse intet mindre end tre grænser, før ens italienske parlør kan komme op af baglommen.

Vores sidste stop inden Italien er den lille østrigske alpeby Kötschach for foden af sneklædte bjergtoppe og med stadig næsten vinterbare træer. Derfra går det opad mod Plöckenpasset; grænsen til Italien befinder sig øverst oppe.

Snævre hårnålesving med 13 % stigning og temmelig smalle veje giver sved på panden - men wow, sikken oplevelse (synes vi, da vi er nede igen). Dagens frokostpause indtager vi i forårsgrønne omgivelser i udkanten af en lille italiensk by. Solen skinner ihærdigt.

Næste bedrift på vores italienske rejse mod Toscana er at passere Po-sletten.  Landskabet er kedeligt, landbrug over det hele. Montagnana er derfor et kærkomment afbræk i alt det flade. Den lille bys intakte ringmur fra middelalderen med tårne og porte skulle være enestående i Europa, og vi er da også vældig imponeret.

Herefter skynder vi os videre til Ferrara, tæt på Po-flodens udløb i Adriaterhavet. Dens tilnavn "cyklernes by" (Città delle biciclette) har gjort os nysgerrige. Findes noget sådant i bil- og fartglade Italien?

Jo, den er god nok. I det historiske centrum må bilerne ikke køre, der vrimler med cykler overalt, ung som gammel tramper i pedalerne, det er sjovt at se - næsten helt dansk.

Men derudover er Ferrara seværdig i sig selv, og den bastante, gamle og lidt dystre borg giver byen en helt speciel atmosfære.

Ferrara er cyklernes by.

Fortryllende Toscana

Videre går det. Vores rute fra Ferrara til Toscana kræver, at vi igen skal forcere en bjergkæde, denne gang de Toscanske Appenniner (Appennini Toscono). Også det bliver en wow-oplevelse.

Da et skilt i vejkanten fortæller, at NU ruller camperen ind i Toscanas forjættede land, bryder vi ud i jubel.

Toscana er gudesmuk. Her bugner det af historie, kunst og kultur. Således står syv (!) forskellige toscanske lokationer på UNESCOs liste over verdenskulturarv, herunder kunstspækkede Firenze, Siena, Pisa med det utrolige, Skæve Tårn, San Gimignano med sine spektakulære slægtstårnene og Pienza med et unikt renæssance-miljø.

De er enhver Toscana-rejsendes absolutte must. Men det slutter ikke her, for næsten enhver nok så lille flække gemmer på noget af stemningen fra en for længst svunden tid og får hjertet til at banke hurtigere af begejstring.

Dertil kommer det klassiske landskab med de blide bakker, pittoresk toppet af små byer, der på afstand synes utilnærmelige og ikke til at komme til.
 

Snoede landeveje, flankeret af sylespidse cypresser; skærmpinjer med deres ikoniske parasolform, sølvglitrende olivenlunde, og ikke mindst de vidunderlige udsigter fra småbyernes balustrader på kanten af stejle skråninger ud mod de blånende, bølgende horisonter.

Alt dette er indbegrebet af Sydens maleriske skønhed, som i århundreder har tiltrukket den nysgerrige rejsende og været udlængslens mål for kunstnere og forfattere, inklusive de danske. Toscana er og forbliver noget helt for sig selv og er ikke for ingenting en af de mest besøgte regioner i hele Italien.

På trods af det findes der i det indre af landet stadig "hemmelige" steder, man kan have mest for sig selv. Det har vi selv oplevet - plus det at nyde et par glas Chianti eller vinens konge Brunello di Montalcino under camperens markise; så er det bare, som det skal være.

I Toscanas hjerte

Vores første toscanske mål er Lucca. I løbet af et par dage bliver det til en cykeltur på volden, et besøg i den enestående smukke domkirke og en kop cappuccino på Piazza Anfiteatro, inden vi fortsætter til middelalderbyen Volterra, der - meget typisk - ligger på en bakketop.

Vi er heldige, fordi lige neden for toppen findes der en campingplads med gåafstand op til det historiske centrum. Som ekstra attraktion befinder campingpladsen sig endda lige ved naturområdet "Le Balze", et dramatisk klippelandskab med dybe erosionskløfter, der i tidens løb ubarmhjertigt har opslugt huse, landsbyer, kirker.
 

Hyggelig gade i Volterra, der ligger smukt på en bakketop.
 

På et fremspring knejser stadig de imponerende bygninger af et  klosteranlæg, ufremkommeligt og forladt. Også resterne af en 2600 år gammel mur fra etruskernes tid har indtil videre holdt stand og fungerer som værn mod afgrunden. Meget dramatisk.

Lige her, højt hævet over landskabet, kan man følge aftensolens forsvinden bag højdedragene og de fjerne glimt af Middelhavet bagved. Det er bare så usigeligt smukt.

Volterra bliver vi omgående forfaldne til. En by som fra en billedbog, ældgamle huse, snævre og krogede gader, masser af historie helt tilbage fra etruskerne og aktuelt stadig midtpunkt for Italiens alabast-forarbejdende industri, idet alabast netop findes her omkring.

Vi gennempløjer byens museer og kirker, afprøver den italienske gastronomi, slentrer rundt på må og få, provianterer - i selskab med de italienske husmødre - i det lokale Conad-supermarked, opdager hele tiden overraskende nyt og nyder med alle vores sanser tilstanden af salig "her-og-nu", lige midt i Toscanas hjerte. 

Da vi synes, nu er tiden inde til at rejse videre, er der gået  en hel uge. Aldrig har vi med autocamper været så længe bare på et sted! Det siger jo alt.
 

Hyggelige Lucca blev også besøgt.
 

En parentes: Middelhavets Toscana

Ikke længere sydpå i denne omgang; vi vender om ved at følge Toscanas kystlinje mod nord. Ved Massa, stadig Toscana og ikke langt fra Carrara og de blændende hvide marmorbjerge, holder vi inde.

Fra vores overnatningsplads er det bare 10 minutters gang ud til vandet. Vores formodning holder stik: vandkants-Toscana ligner alle de andre steder i Europa, hvor sandstrande og badeliv spiller hovedrollen.

Kilometerlange strandsektioner med hver deres hær af parasoller i stram formation står parate til turisternes rykind, når feriesæsonen først er startet for alvor. Det er weekend og vejret sommerligt, palmer svajer let i brisen fra Middelhavet, og allerede nu er der pænt befolket.

Kan man lide det, er det sikkert dejligt. Interessant at se på, men ikke rigtigt noget for os. Der er verdener til forskel mellem her og Toscanas unikke, storslåede og samtidig stille skønhed i det indre af landet. 
 

Mellemstationer hjemad

Det er tid til at kigge på kortet for at afstikke en passende rute hjemad, der også har noget at byde på. Po-sletten kan vi desværre ikke undgå, og efter en overnatning i ly af Po-flodens net af diger ved lummer-varme Cremona går det nordpå.
 

Efter at have passeret den kedelige Po-slette er Montagnana et behageligt afbræk.

Kedeligt igen, rundt om Milano med masser af trafik - og lige pludselig er horisonten ikke flad længere: de schweiziske Alper toner frem af varmedisen. Landskabet skifter karakter fra ensformigt til mere og mere varieret, og nu er der heller ikke langt igen til vores næste destination, Comosøen (Lago di Como). 

En campingplads i umiddelbar nærhed af byen Lecco ligger direkte ned til søens bred og tryllebinder os med det mest fantastiske panorama man kan drømme om - lige foran vores næse. I mellemtiden er den sydeuropæiske hedebølge også nået hertil, termometret viser 32 grader.

Med den brændende sol føles det næsten som en halv skærsild, når vi lejlighedsvis er nødt til at forlade skyggen. Godt vi har cykler; fartvinden sørger for lidt afkøling, og så får vi også set os omkring. Hele fem dage bliver vi her, hvem skulle have troet det.

Vores sidste italienske station er Maccagno ved Lago Maggiore, en anden af de legendariske norditalienske søer. Den udvalgte rute er nervepirrende smal,  det er søndag, og alle motoriserede fritidsfolk samt ikke mindst cykelrytterne er ude.

Campingpladsen i Maccagno ligger kønt, er næsten udelukkende fyldt op med tyskere, og midt om natten bryder et kæmpe tordenvejr løs, så jorden ryster. Begge dele vist ikke helt atypisk for regionen.

Næste dag krydser vi den nærtliggende grænse til Schweiz, køber en vignette og følger motorvejen nordpå. 
 

Et par slutbemærkninger

Toscana for autocampere kan godt være forbundet med visse udfordringer. Er man - som vi - mest til campingpladser, så er udvalget stærkt reduceret, når det skal være i gå- eller cykelafstand til f.eks. en lille by med lidt autentisk miljø.

Diverse apps viser godt nok mange centralt beliggende, simple stell- og parkeringspladser til autocampere. Men vil man gerne blive længere end bare en enkelt nat og ønsker lidt mere albuerum eller have adgang til sanitære faciliteter, så kniber det.

I hvert fald, når vi taler om den kuperede, centrale del af Toscana. Foretrækker man derimod Toscanas badeliv ude ved kysten, så er valgmulighederne langt større.

Og så lige en sidste bemærkning til økonomien. Priserne på brændstof har som bekendt altid været tårnhøje i Italien. Ja, høje er de stadigvæk, men sammenlignet med Danmark og endda Tyskland lå de, mens vi var der, for det meste i den mere tilforladelige ende.

Helt generelt havde alle priserne fået et lille hak opad, dog ikke mere, end at vi sådan nogenlunde kunne holde budgettet alligevel. 

Alt i alt: vi havde bare en SÅ dejlig tur!

Tekst og foto: Marianne og Jens Aage Bjørkøe

DCU-medlemmerne Marianne og Jens Aage Bjørkøe er pensionister og har i en årrække forlænget sommeren med ture sydpå. Her fortæller de om kærligheden til Italien, og om hvorfor de endte med at købe en campingvogn, selvom Jens Aage syntes, det var en ”småborgerlig opfindelse”.

Den danske sommer er lunefuld, og den er kort. Allerede i begyndelsen af september er festen stort set ved at være forbi. Det var derfor en del af planen i forbindelse med vores pensionisttilværelse at være bortrejst en del af året til mere sydlige og solsikre himmelstrøg, når den danske sommer er slut.

Men hvordan?

Vi kunne jo tage på nogle lange ophold med et rejsebureau, ikke så meget egentlige oplevelsesrejser, men daseferier. Eller vi kunne købe os en bolig i et sydeuropæisk eller et eksotisk land. Enden på overvejelserne var en løsning, som indeholdt muligheden for variation og tiltalte vores sigøjnertemperament, altså en gør-det-selv løsning på hjul. Kort sagt, vi anskaffede en campingvogn.

Kagedåse på hjul

En campingvogn var egentlig slet ikke mig. Jeg har altid syntes, at en campingvogn er en kedsommelig indretning, en stor kagedåse på hjul, som man kan sidde inde i og kukkelure, mens man ser fjernsyn og spiller kort. ”En småborgerlig opfindelse,” er jeg vist ubetænksomt kommet til at sige til en lykkelig ejer af en campingvogn i familien.

Nej, jeg syntes, det skulle være mere naturnært, en teltferie, hvor man kan fornemme årstidernes gang på en helt anden måde. Eller måske en teltvogn, f.eks. en Combi-Camp. Dem har jeg altid været fascineret af.
 

Men vi skulle jo være væk om efteråret i meget lang tid, nætterne ville ende med at blive kølige, og der kunne godt komme nogle dage med kraftig regn og rusk. Hvad med en ganske lille campingvogn, der var let at køre med og stort set kun skulle fungere som sovekabine?

Det endte med, at vi fandt en vogn, som vi begge kunne leve med. Det blev en smart Adria Action. Så gik det lige an for alle mine fornemmelser og fordomme. Og nu har jeg selvfølgelig fået yderst varme følelser for vores lille ”Rosita”, som den er blevet døbt.

Men hvor skulle vi tage hen? Vi så på Europakortet. Længst mod syd ud til Middelhavet var der tre muligheder: Grækenland, Italien, og Spanien-Portugal. Vi valgte Italien, nærmere bestemt den allersydligste del: Sicilien. Italien, har jeg altid syntes, er det mest fascinerende sydeuropæiske land.

Det er solrigt som de andre middelhavslande, landskabet er smukt med bjerge og dale over det hele og en enorm, afvekslende kystlinje med gode badestrande. På bjergtoppene ligger de utallige små middelalderbyer nærmest overalt.

Og så er der kultur og historie til stede i store mængder: oldtid, middelalder, renæssance, barok osv. Endelig er der maden, vinen, frugten og de friske grøntsager fra de små butikker og boder.

Hurtigt gennem Tyskland

Men lad os komme af sted. I begyndelsen af september er det blevet lidt surt nord for Alperne, så vi smutter hurtigt ned gennem Tyskland, overnatter et sted i Sydtyskland og er ved Gardasøen anden dag sidst på eftermiddagen.

Så er det dansk sommer igen. Her bliver vi nogle dage og bader, cykler ture til småbyerne i nærheden og nyder livet, selv om her er godt fyldt op med især tyske gæster.

Derefter trækker vi en dagsrejse sydpå, mens vi følger den vestlige kystlinje – jeg kalder den Romlinjen – og gør et stop igen fire-fem dage, f.eks. ved Cinque Terre, eller en tak længere mod syd i Grosetto-regionen. Efter endnu en køredag er Rom et oplagt sted at gøre stop nogle dage.

Efter Rom er vi på vej til det egentlige Syditalien med Napoli samt Amalfihalvøen, Tropea og til sidst Calabrien. Så følger sommeren med os, mens vi langsomt rykker mod syd med 22-25 grader, som er bedst for os, og vejret er stabilt og solrigt næsten hele tiden.

Messinastrædet krydser vi omkring den første oktober. Så har vi været undervejs tre-fire uger med fem-seks egentlige køredage. Afstanden til Messinastrædet er 2.500 km.

Hvis man har travlt, kører man bare lige ud ad Europavej 45 fra Danmark til Siciliens sydspids. Der er førsteklasses motorvej hele vejen. Derefter har vi seks-syv uger på Sicilien.

Nedturen har vi varieret med Adriaterhavslinjen med perler som Venedig, Ravenna, San Marino ved Rimini samt Bari og Trulli-byerne i Apulien. Apulien er noget mere spændende end Calabrien.

Hvis man gerne vil hurtigt til Sicilien – og gøre turen 1.000 km. kortere – sejler man fra Genova til Palermo, som tyskerne gør.

Eller man kan lave et øhop over Sardinen eller Korsika på vejen, og så er der muligheden for at køre over Kroatien og sejle fra Dubrovnik til Bari. Sardinien og Kroatien har vi prøvet.

Sardinien er meget mere moderne end Sicilien. Man kan også sejle fra Syditalien til Grækenland og tage nogle uger dér. Den variant prøver vi måske engang.
 

Beliggenhed vigtigere end faciliteter

Vores formål er forlængelse af "dansk sommer" i to-tre måneder – ikke for varmt og ikke for koldt, men solrigt.

Og en for os meget vigtig ting: Campingpladserne er så godt som tomme syd for Rom. Så der er fredeligt, god plads og som regel muligt at få en af udsigtspladserne.

Vi foretrækker trestjernede eller mindre, men det er jo smag og behag og afhængig af familiesituationen. Det afgørende for os er pladsens beliggenhed, ikke dens faciliteter.

At rejse med campingvogn er langsomt ved at blive udkonkurreret af autocamperne, det ses tydeligt, når man kommer sydpå. Vogntoget med campingvognen er mere besværligt; men det kan meget mere.

Vi foretrækker, bortset fra den økonomiske side af sagen, klart den fleksibilitet, som følger med muligheden for at køre ture ude i omegnen, når vi ligger et sted.

Når vognen er købt, er udgifterne på vores rejse ikke større alt i alt, end når vi er hjemme, faktisk noget mindre. På denne tid af året er det superbilligt på pladserne med ACSI-rabatsystemet. Vi har fuldt fortelt samt et stort solsejl til campingvognen og medbringer cykler.

Så er der variationsmuligheder efter vejr og længde for opholdet. Vi har etableret udekøkken, så det er yderst sjældent, at der laves mad inde i vognen.

Finessen ved camping i Italien på denne årstid er, at måltider osv. kan foregå udendørs, og at det fortsat er strandvejr.

En gang imellem kommer der en ordentlig skylle. Men vi vil være ude, ellers kan det være lige meget, synes vi. Det er kun på hjemturen og især efter Alperne, vi kan være tvunget til at spise i vognen; men som regel kan vi finde en lille restaurant tæt på campingpladsen.
 

Elsker italienerne

Og italienerne, dem elsker vi bare, selv om – eller netop fordi – de er anderledes end os.

Bare lyt til musikken i sproget: "Ciao, arrivederci, bellissima, fantastico."

"Italien er en kvinde, Spanien er en mand," siger jeg, når jeg sammenligner de to sprog. Jeg foretrækker Italien. Vi lærer italiensk i bilen på de lange rejsedage – det elsker italienerne os for – og vi hører lydbøger.

Italienerne er forskellige fra danskerne på mange måder. De har et temperament og en kultur, som man kan finde irriterende – eller charmerende, som vi oplever det. Der er en umiddelbarhed, en ekspressivitet og en spontan uorganiserethed, som giver overraskelser.

Afslappet livsnydelse i sociale sammenhænge og æstetik står højt i kurs. Hvis italienerne er i godt humør, er de meget hjertelige og hjælpsomme. Men de kan også opføre sig, som om man ikke eksisterer.

Italienerne gestikulerer meget, når de taler. Under en krig blev en italiener taget til fange og bragt til forhør. Man vidste, at han sad inde med vigtige oplysninger, men kunne ikke få et ord ud af ham. Man forsøgte med alle metoder, også de grove; men intet hjalp, selv om italienerne ikke er berømte for mod og standhaftighed. Manden var tavs som graven.

Så blev der tilkaldt en afhøringsspecialist, som var kender af den italienske folkekarakter. Specialisten overværede et forhør og sagde så: ”Det er ikke så mærkeligt, at han ikke siger noget. Manden kan ikke tale, I har jo bundet hans hænder.”

Italiensk ligger ikke lige på tungen for en dansker, og fremmedsprog som engelsk eller tysk er fortsat langt fra almindeligt hos de fleste italienere. Norditalien er dejligt og moderne; men når man er kommet syd for Napoli, bliver meget anderledes.

Sicilien er noget for sig selv

Men hvorfor helt til Sicilien? Primært fordi det er et af de sydligste punkter på Europakortet. Her kan vi bade, spise og være ude hele dagen selv et stykke ind i november. Men hvad med mafiaen? Der er intet at være bange for.

Mafiaen har større og mere profitable interesser at varetage end os campingturister. Sicilien er en del af Italien, men noget helt for sig selv. Sicilien har simpelthen alt: Natur, kunst og kultur, historie, friske madprodukter af enhver art, godt brød og fremragende vine, sol og strande, vulkaner, små bjergbyer – og sicilianere.

Vi er på mange måder 50 år tilbage i tiden, og priserne er overalt lave. ”Helst i kontanter,” som de siger mange steder. Har man brug for et moderne supermarked og en hæveautomat, så findes det også overalt.

Sicilien er meget rigt på oldtidsminder. Overalt er der græske og romerske ruiner, templer, teatre og en gammel kejservilla med fantastiske mosaikker og fresker.

Også de gamle romanske normannerkirker fra middelalderen med byzantinske mosaikker er noget helt særligt. Og så må jeg nævne de mange teatralsk anlagte barokbyer i den sydøstlige del af Sicilien.

Siciliens historie har været dramatisk med altødelæggende jordskælv igen og igen samt vulkanudbrud. Og fremmede hære og flåder har igennem historien gang på gang erobret og bosat sig på denne frugtbare ø, “Middelhavets Perle”, mens befolkningen er blevet undertrykt og udplyndret af de fremmede.

Men også øens egen overklasse har gjort sit til befolkningens fattigdom og undertrykkelse ¬– I nyere tid drejer det sig om mafiaen.

Sicilianerne har deres helte: De normanniske riddere, som var efterkommere af de nordiske vikinger, befriede øen fra et arabisk herredømme omkring år 1000 og herskede over øen i par hundrede år med et eksemplarisk styre.

De er fortsat heltefigurerne i det berømte sicilianske dukketeater, som opføres i de fleste byer. Heltedukkerne i teaterstykkernes drabelige kampe er nordiske typer: lyshårede og blåøjede. Når jeg bliver spurgt, hvor jeg kommer fra, kan jeg finde på at sige: ”Sono Normanno.” – ”Jeg er normanner.” 
 

Fandt vores favoritsted

Sicilien er på størrelse med Jylland og har fem millioner indbyggere, som primært bor i kystområderne, mens det indre af øen er tyndtbefolkede, storslåede landskaber.

De seks gange, vi har været på Sicilien, har vi boet rundt omkring på øen og set Taormina, Palermo, Cefalú og den arabisk prægede San Vito lo Capo på øens nordvestlige spids osv. Taormina er vidunderlig, men totalt overrendt af turister.

Resten af Sicilien er så godt som uden dette irriterende folkefærd – i det mindste om efteråret.

Allerede det første år fandt vi imidlertid vores favoritsted, hvor vi hver gang opholder os en del uger. I 2018 blev vi i seks uger. Stedet, vi er faldet for, ligger i det sydøstligste hjørne af Sicilien ved en lille provinsby, der hedder Avola.

Vores campingplads hedder Sabbiadoro, der betyder Det gyldne Sand. Når vi ankommer, er sæsonen forbi, og der er omkring en halv snes andre gæster. Det har betydet, at vi hvert har år kunnet få en plads helt ude ved vandkanten med udsigt over havet og solopgangen. 
Campinglivet er enkelt og simpelt. Der er absolut intet, man skal nå og gøre ud over det helt basale: Morgenbad og morgenmad, slappe, bade, læse, spise frokost, slappe, bade, læse, gå eller cykle en tur osv. Det er det umiddelbare og vegetative liv.

Når vi er i Avola, og det er blevet sidst på eftermiddagen, cykler vi de fem kilometer ind til byen ad små veje igennem appelsinlunde, hvor appelsinerne hænger modne og plukkeklare.

På torvet er der mange cafeer, og her får vi en kop kaffe, en pistacieis og en Vecchia Romagna eller en Campari, mens det bliver den blå time, hvor gadelygterne tændes, og illuminationen af de historiske bygninger kommer på.

Europas største vulkan, Etna, ligger på Sicilien, og den dukker ofte majestætisk op i horisonten, når man kører en tur rundt på øen. Etna er fortsat aktiv og har i historisk tid givet anledning til flere katastrofer.

På øen Stromboli lige nord for Sicilien er der også en vulkan, som dagligt udspyr ild og lava. Det skyldes, at Sicilien geologisk er et meget uroligt område.

Den afrikanske kontinentalplade skubber sig hvert år et par centimeter ind under den europæiske netop på Sicilien, og det har gennem historien, ud over den vulkanske aktivitet, givet anledning til voldsomme jordskælv. Det seneste var i 1908, hvor op mod 100.000 mennesker blev dræbt i området ved byen Messina.

Hele det sydøstlige Sicilien blev i slutningen af 1600-tallet totalt jævnet med jorden. Ved den efterfølgende genopbygning blev alle byerne i området opført i barokstil. Almindeligvis er jeg ikke nogen stor beundrer af barokarkitektur, som jeg finder svulstig og anmassende; men byerne i Val di Noto, som området hedder, fortryller mig fuldstændig.

Val di Noto er på UNESCO’s verdensarvliste. Den meste fantastiske af byerne hedder Noto, og et besøg her i skumringstimen er helt overvældende.

Selv om det er solrigt det meste af tiden, kan der nu og da komme en meget kraftig byge en halv times tid. Perioder med tung himmel i dagevis og snuskregn som i Danmark er ikke en del af vejrliget.

To gange i alt har vi oplevet en periode på en lille uges tid med kraftige regnskyl og storm. Så kan det være nødvendigt at grave nogle afvandingsrender omkring forteltet. I områder nær bjergskråninger kan det give ødelagte veje og broer.

Det første år, vi var i Avola, kom der pludselig en voldsom tordenskylle. Vi boede på en terrasseskråning, så vandet strømmede ned til os og steg hurtigt nogle centimeter. Det var en lav stensætning ved terrassekanten, som holdt på vandet. På pladsens kontor var der kun en ældre dame, som oplyste, at mændene var taget ind til byen.

Så fandt jeg en jernstang, og ved hjælp af den fik jeg lirket en sten løs i stensætningen, så der kom et hul, hvor vandet kunne løbe ud og ned på stranden. Det blev de følgende år vores favoritplacering på campingpladsen.

I begyndelsen af november er vi stadig på stranden nogle timer hver dag; men vejret er mere ustabilt, og vi ved, at afslutningen nærmer sig. Nu skal vi bare lige have forteltet ned og være sikre på, at det er fuldstændig tørt, inden vi pakker det ned til næste år.
 

Hjem via Toscana

På hjemturen har vi, efter et mellemstop i Pompeji syd for Napoli, en del gange gjort holdt nogle dage i Toscana og oplevet efterårets farvepragt samt kultur og historie i byer som Firenze, Pisa og Sienna. Men det mest spændende er egentlig de mange små bjergbyer i området.

Et par år har vi gjort stop nogle dage lidt længere mod syd i Umbrien i byen Assisi, hvor den katolske helgen, Frans af Assisi, virkede. I alle byer er der i kirkerne og på kunstmuserne de mest vidunderlige samlinger af tidlig renæssancekunst, som er blevet vores hovedinteresse.

Derefter gør vi et kort slutstop ved Gardasøen, hvor der lige præcis er én campingplads åben af de langt over hundrede ved søen.

Mens vi er her, holder vi skarpt øje med vejrudsigten, så vi kan komme over Brennerpasset uden at rende ind i en snestorm. Og så er vi hjemme efter en enkelt overnatning i Tyskland. Hvis Brennerpasset bliver helt lukket, er der altid den lidt længere vej over tunnelen ved Sct. Gotthard.

Den har vi brugt én gang, men kun for variation. Engang vi ville se lidt mere sne og køre på rigtige bjergveje, tog vi turen over San Bernadino-passet.

Under hjemrejsen kan det være lidt svært at finde helårsåbne pladser. De første år sad vi og bladrede i de store bøger med oversigter over campingpladserne; men efter at vi har anskaffet en GPS, som også viser campingpladser med alle relevante oplysninger om åbningstider, telefonnumre, mailadresse osv., går det let og helt uden problemer. Og så kommer vi hjem en sen aften.

Det er tiden af få sat julekæderne op inden første søndag i advent. 
 

Tekst og foto Torben Brandt

Byen Barolo syner ikke af det helt store, som den ligger der på toppen af en bakke, omgivet af vinmarker og små landsbyer.

Og de få  kvadratkilometer, som byen udgør, ville næppe få megen opmærksomhed, hvis det ikke var fordi, at Barolo og de nærmeste kommuner er kendt for at lave nogle af verdens bedste – og dyreste – vine. Barolo bliver både kaldt kongernes vin og vinenes konge, og sammen med Amarone, der produceres i den nordøstlige del af Italien, er Barolo formentlig den bedst kendte af de mange italienske vine.

Selvom du ikke er vinkender eller interesserer dig for vin, kan det alligevel anbefales at besøge Barolo og de omkringliggende byer, som er et vidunderligt område af Italien.

Piemonte er ikke så overrendt af turister som mange andre områder i Italien. På markederne går man derfor primært sammen med de lokale, der kan vælge og vrage i det fristende udvalg.

Særlige krav

Barolo laves udelukkende på druen nebbiolo og dyrkes i et lille område i Langhe-provinsen i og omkring Barolo i regionen Piemonte i den nordvestlige del af støvlelandet. For at en vin må kalde sig Barolo, er der nogle specifikke krav, som vinen skal leve op til.

Kun druer, som er dyrket og produceret på vinmarker i et afgrænset område på cirka 1.700 hektar i fem kommuner i og omkring Barolo, må bryste sig med det eksklusive Barolo-navn. De fem kommuner har hver sit særkende, fordi jorden er forskellig fra område til område, hvilket giver vinene forskellig smag og styrke. Barolo skal mindst holde en alkoholprocent på 12,5, og den skal lagre i 38 måneder, hvoraf de 18 måneder skal være i beholdere af eg.

Skal den være en såkaldt Riserva, kræver det, at den lagrer i 62 måneder, hvoraf 18 måneder skal være på eg.  

Om man kan lide Barolo-vine eller ej, er en smagssag. Vinkendere fremhæver, at Barolo-vine er tanninrige, kraftfulde og fulde af karakter, og at de vinder i smag, hvis de gemmes 5-10 år, inden de åbnes.

Undertegnede ved lidt om vin men ikke nok til at kunne vurdere, om kvaliteten af Barolo retfærdiggør de temmelig høje priser, som vinene sælges til. Da jeg besøgte byen, købte jeg et enkelt glas Barolo, som jeg drak på en lille, hyggelig cafe.

Det hørte ikke til de bedste glas vin, jeg har smagt – langt fra endda – men det kostede også kun omkring 11 euro og var et af de billigste på vinkortet, og det var nok for lidt til at yde Barolo-vinen retfærdighed.

En god flaske Barolo i butikkerne kommer hurtigt på den anden side af 300 kr, hvilket er langt over, hvad jeg normalt betaler for vin, men jeg synes, det er sjovt at købe en enkelt flaske, når man nu er i byen, og åbne den, når en god anledning byder sig.

Og der er masser af muligheder i byen, hvor små og store vinbutikker ligger dør om dør. Når det er sagt, findes der efter min bedste overbevisning mange andre fantastiske vine i Piemonte-regionen, hvor man får mere for pengene end ved at købe Barolo-vine.

Pico Maccario har masser af dejlig vin fra sine vinmarker, hvor endestolperne er formet som blyanter. Især vinen ved navn Lavignone er værd at købe fra dette sted.

Tæt på at være en religion

Hovedårsagen til at gæste Barolo skal være, at det er fascinerende at gæste en by, der er så dedikeret til vin, at det nærmer sig en religion, og som samtidig ligger fuldstændig vidunderligt på toppen af en bakke, omgivet af træer og vinmarker.

Disse vinmarker er formuer værd og går som oftest i arv i generationer, og det er nærmest uhørt at sælge en vinmark i Barolo.

Når det  alligevel sker en sjælden gang imellem, tager de lokale det meget ilde op, hvis der sælges til udlændinge frem for italienere, fordi de lokale ønsker, at Barolo-vin skal handle om passion og ikke profit.

Parker uden for byen

Turen til Barolo er betagende, uanset hvor du kommer fra, for der er vinmarker overalt, som tager sig smukt ud uanset årstiden. Du kan ikke køre i Barolos små gader, så bilen parkeres i udkanten af byen, hvor der flere steder er glimrende parkeringsområder, og derpå går du ind til de gamle, brostensbelagte gader, hvor private boliger, restauranter og vinbutikker ligger side om side.

En hyggelig detalje er, at vejnavnene flere steder er prydet af gamle billeder, der forestiller nogle af de mennesker, der levede her engang.

Der er tænkt på æstetikken i byen – også når det kommer til skiltene.

Overvej ydersæsonerne

Jeg gæstede Barolo i september, hvor der var god plads på gaderne og i forretningerne. Der skal dog ikke den store fantasi til at forestille sig, at der i højsommeren kan være noget tætpakket, for der er ikke så mange gader, de besøgende kan fordele sig på.

Hvis det kan lade sig gøre i forhold til ferieplanlægningen, skal anbefalingen derfor lyde, at byen besøges enten forår eller efterår, hvor det også temperaturmæssigt er mere behageligt at forcere de til tider ganske stejle bakker i byen.

Skøn restaurant i nabobyen

Der er intet til hinder for at spise på en af restauranterne i Barolo, men ligesom med vinen får du også med maden lov at betale lidt ekstra for at stille sulten i byen med det kendte navn.

Et godt alternativ er at køre 5 km mod nordøst til byen Castiglione Faletto, hvor restauranten Le Torri ligger med en fantastisk udsigt over Barolo-området. Her serveres mad af lokale råvarer, hvor en 4-retters menu kan købes for cirka 38 euro pr. person plus drikkevarer.

Det er ingen foræring, men det er pengene værd, og så er der en vidunderlig udsigt på den udendørs terrasse, hvor du dog skal bestille på forhånd for at være sikker på at kunne få plads. Udsigten indendørs er bestemt heller ikke at kimse ad, hvis der skulle være optaget udenfor.

Hvis du vil handle vin

Piemonte har utallige steder, hvor du kan købe vin direkte fra producenterne. Tre af mine favoritsteder er:

• Scagliola i Calosso
• Pico Maccario ved Mombaruzzo
• Poderi Rosso Giovanni i Agliano Terme

Alba frister

Fra Castiglione Faletto er der kun godt et kvarters kørsel ind til byen Alba, der hovedsageligt laver vin på barbera-druen, som er meget anvendt i Piemonte.

Alba er desuden kendt som trøffelby, fordi det er her, den verdensberømte, hvide trøffel om efteråret hentes op af jorden af specialuddannede trøffelhunde. Trøfler er en svamp og en meget dyr delikatesse, der koster flere tusinde kroner pr. kilo, og som med et rivejern rives på maden, men kun hvis du betaler for det – og igen er det en smagssag, om det er skillingerne værd.

Det har en lidt jordslået duft, som jeg personligt godt kan lide. Priserne varierer fra restaurant til restaurant, men sig aldrig ja uden at du forinden har tjekket, hvad det koster. Jeg har fået det tilbudt både til 20 euro og til 5 euro og takkede ja til sidstnævnte tilbud.

Om efteråret er der trøffelfestival i Alba, som strækker sig over flere uger, og hvor trøflen er i centrum for stort og småt.

Alba ligger tæt på Barolo og er en hyggelig by med god shopping og fine restauranter.

Selvom du er ligeglad med trøfler, kan du roligt gæste Alba, som er en hyggelig by med en charmerende bykerne med gamle huse, gode forretninger og talrige restauranter, hvor du kan nyde 3-4 retters menuer i prislejet 20-30 euro.

Du kan også selv sammensætte antallet af retter og f.eks. vælge en forret, som kaldes ”primo” på disse kanter, og en hovedret, der er en ”secondo”. Supplerer du med et glas vin, vil du på mange restauranter i både Alba og andre byer i Piemonte kunne spise to retter for 15-20 euro, og det er givet godt ud, for generelt holder området en meget høj standard på mad og drikke.

Der findes cirka 40 en-stjernede Michelin-restauranter i Piemonte fordelt over hele regionen, og priserne for at spise disse steder er lavere end på tilsvarende restauranter i Danmark. Det samme gælder, når du køber vin til maden.

Der findes i øvrigt i Alba en enkelt restaurant med hele tre Michelin-stjerner. Den hedder Piazza Duomo og ligger centralt i byen.

Drop bilen i centrum

Det er klogt at undlade at køre helt ind i centrum af Alba, for i bykernen er der flere steder miljøzoner, hvor du kun må køre, hvis du har et særligt ærinde, og som dansk turist kan du ikke købe et mærke, der giver adgang.

Det er irriterende og dyrt at blive knipset af kameraerne, og jeg taler desværre af erfaring. Selvom italienerne måske nok har ry for at være et uorganiseret folkefærd på visse områder, er de dygtige til at finde frem til dig og sende en regning hjem, hvis du har kørt, hvor du ikke måtte, og de rykker også gerne, hvis du ikke reagerer hurtigt nok.

Parker derfor bilen på en af de store parkeringspladser, der findes cirka en kilometer fra centrum, og hvorfra du kan gå ind til bykernen. Ofte er parkeringsbåsene malet op med hvide elle blå striber, og her det vigtigt at vide, at de hvide er gratis, hvorimod der skal betales i de blå båse. Samme princip gælder i den øvrige del af regionen.

Besøg Torino

Hvis du alligevel er på disse kanter, kan det anbefales at tage en tur til Torino, hjemsted for såvel bilkoncernen Fiat som fodboldklubben Juventus. For fans af den italienske fodboldstolthed er det muligt at komme på rundtur på Juventus Stadium, som klubbens hjemmebane hedder. Stadion ligger cirka et kvarters kørsel nordvest for centrum.

Torino er ikke nær så kendt som f.eks. Milano, der er hovedstad i regionen Lombardiet, men Torino er en rigtig hyggelig storby med masser af pladser (der kaldes piazza’er på disse kanter), gode restauranter og shoppingmuligheder, og hvor floden Po løber igennem og bidrager til den afslappede atmosfære.

Der er gode togforbindelser til Torino fra stort set alle større byer i området, og foretrækker du at køre i egen bil, kan det også sagtens lade sig gøre.

Vær opmærksom på, at i Torino – og de fleste andre italienske byer – holdes siestaen i hævd, så i middagstimerne lukker de fleste af forretningerne.

Torino

Langt mellem campingpladserne

I modsætning til Gardasøen og Lidoen vrimler området omkring Barolo, Alba og Torino ikke med campingpladser, så du skal ikke forvente, at du kan køre på må og få og så støde ind i en campingplads. Herunder kan du se en oversigt over nogle af de campingpladser, der ligger i Piemonte.

• Camping La Cascina
• Camping Sole Langhe
• Camping Viora
• Camping International Le Fonti
• Comfort Camping Tenuta Squaneto