Legacy tid

240

Tekst og foto af Torben Brandt

Toscana, Gardasøen og Lido’en vækker genklang i de flestes ører, hvorimod Piemonte næppe får de samme klokker til at ringe hos nær så mange af dette blads læsere.

En væsentlig del af forklaringen er, at Piemonte slet ikke kan tilbyde sine gæster det antal campingpladser, man finder mange andre steder i Italien.

Den lange afstand mellem pladserne betyder, at det er en rigtig god idé at have lavet sin research hjemmefra, for man kan ikke, som ved Gardasøen eller Lido’en, bare køre, til man støder på en campingplads.

I Piemonte skal man på forhånd vide, hvor de ligger, for ellers kommer man til at køre alt for mange kilometer forgæves.

Mod Frankrig og Schweiz

Når du har fundet et sted at bo, er det bare at kaste dig ud i Piemonte og områdets mange muligheder. Piemonte betyder ”For foden af bjergene”, som en reference til regionens beliggenhed for foden af Alperne i Frankrig og Schweiz mod nord.

Ud over bjergene byder Piemonte sine besøgende på skønne dale, masser af vinmarker med dertil hørende kvalitetsvin, små landsbyer, hyggelige markeder, spændende byer og eminent gastronomi.

 

 

For koldt til oliven

Hvis de argumenter ikke skulle være rigelige til at lade Piemonte indgå som en del af ferieplanerne, kan det nævnes, at også klimaet frister til et besøg i denne egn af Italien.

For somrene er varme og solrige, og alligevel bliver der som regel ikke mere end 30-35 grader på disse kanter, hvor der tilmed ofte er en brise til at køle behageligt.

Klimaet er i øvrigt også årsag til, at der stort set ingen olivenproduktion er i Piemonte, for selvom vinteren ikke er nær så lang som i Danmark, kan der alligevel blive temmelig koldt med temperaturer ned til minus 10 grader, hvilket er mere, end oliventræerne bryder sig om.

 

Vinen

Til gengæld er klimaet og landskabet fuldstændig perfekt til vinproduktion. Når man bevæger sig rundt i de grønne, bakkede områder, der nærmest er som klippet ud af et postkort, ser man ustandseligt skilte, der viser vej til vingårde – og det kan være svært at vælge.

Et godt råd er at forhøre sig lokalt, bede dem anbefale et sted, og derpå aflægge de pågældende vingårde et besøg.

I forbindelse med vinsmagningerne serveres der ofte også lokale godbidder i form af ost, pølse og brød. Det er en fantastisk oplevelse at sidde i selskab med vinproducenten omgivet af vintønder, nippe til forskellige vine, smage lokale pølser og oste, mens ejeren passioneret fortæller om lige netop dette steds vine og produktionsmetoder.

Italienernes engelsk er desværre ikke altid så prangende, men som regel er der et par stykker på vingårdene, der kan gøre sig forståeligt – og ellers kan man komme ganske langt med tegnsprog og fagter.

Det er naturligvis muligt at spytte vinen ud i forbindelse med vinsmagningerne, hvilket kan være klogt, hvis man vil besøge flere steder.

Hører man til dem, der synes, det er synd at lade de dejlige dråber gå til spilde, er det fornuftigt på forhånd at have klare aftaler omkring kørsel, hvis man skal køre fra stedet i bil.

 

Barolo

En af de mest kendte vine i verden, Barolo, stammer ligeledes fra Piemonte. Kun vinproducenter i få kilometers radius af Barolo har tilladelse til at kalde deres vin for Barolo, ligesom der også er særlige krav til f.eks. jord og lagringsperiode, hvis vinen skal have lov at bryste sig af dette navn.

Barolo er lavet udelukkende på nebbiolo-druen, og det samme er en anden af de store vine fra dette område, Barbaresco.

Ud over nebbiolo-druen er Piemonte også kendt for druerne barbera og moscato. Sidstnævnte er en sød drue, der både benyttes til mousserende vin og dessertvine.

 

Maden

En ting er vinen, noget ganske andet er maden, som er endnu en grund til at besøge Piemonte, hvor ”slow-food”-begrebet opstod i 1986 som et modsvar til fastfood. Slow-food handler om at bruge ordentlige råvarer og at tage sig god tid til både at tilberede og spise maden.

Piemonte er i det hele taget ét stort spisekammer fyldt med lækre oste, vidunderlige pølser og helt friske grøntsager – alt sammen til fornuftige priser.

I øvrigt er der det dejlige ved markederne i Piemonte, at man hovedsageligt handler sammen med lokale italienere, hvorimod der er forholdsvis langt mellem turisterne – om end de naturligvis findes.

Piemonte er desuden Europas største producent af ris, der i stor udstrækning bruges til at lave risotto, som er en uhyre populær ret på disse kanter. Den fås i et utal af varianter og smager som regel ganske fortræffeligt.

 

Billig luksus

De mange lækre ingredienser smitter også af på restauranterne. Der findes mere end 30 en-stjernede Michelin-restauranter i Piemonte, og i modsætning  til i Danmark, hvor et familiebesøg på en sådan restaurant koster nogenlunde det samme som en forlænget weekend i en storby, kan du i Piemonte få serveret 5-6 retters menuer til 30-40 Euro.

På de restauranter, der ikke kan prale af en Michelin-stjerne, er maden som regel også ganske fremragende – og på ingen måde urimeligt dyr. Ofte får man både en forret (på skiltene kaldes de ”primo”) og en hovedret (secondo) plus et glas vin til ca. 15 euro.

Bestiller man pasta, er den altid hjemmelavet, hvilket i sig selv er en fornøjelse.

 

Trøfler

Det er umuligt at nævne Piemonte og regionens gastronomi uden at sige trøfler. Det er en svamp, der vokser under jorden i Piemontes skove, og det er derfor nødvendigt at bruge specialtrænede hunde for at finde dem.

De bedst kendte trøfler er den hvide trøffel, sommertrøflen og den sorte trøffel, der alle har det til fælles, at de er voldsomt dyre. Et kilo hvid trøffel koster således omkring 30.000 kr.

I Alba, som går for at være verdens førende trøffelby, holdes der hvert efterår en trøffelfestival, der strækker sig over flere uger, og som lokker både almindelige turister og fagfolk fra gastronomiens verden til.

 

 

Tag til Torino

Selvom mad og drikke er en meget væsentlig del af denne region, er Piemonte dog andet end det. En tur til Piemonte bør også indeholde et besøg i områdets største by og industrielle lokomotiv, Torino.

Den er ganske vist ikke nær så kendt som Milano med de mange modehuse (Milano ligger i parentes bemærket i Lombardiet og ikke i Piemonte), men Torino har masser af kvaliteter – eksempelvis har den mange butikker med lækkert tøj til overkommelige priser.

Har man teenagebørn med hang til shopping, er Torino et godt sted at besøge – vær dog opmærksom på siestaen, som adskillige af butikkerne holder i hævd.

Torino har flere hyggelige pladser – de såkaldte piazza’er – med hyggelige restauranter og cafeer, hvor både turister og lokale hænger ud. Floden Po løber igennem byen og yder sit bidrag til den behagelige og afslappede atmosfære.

Torino er blandt meget andet kendt for at være byen, hvor Fiat-koncernen i sin tid blev grundlagt, og hvor den verdensberømte italienske fodboldklub, Juventus, har hjemme.

Er man vild med fodbold, kan det godt anbefales at tage en guidet rundvisning på Juventus’ forholdsvis nybyggede og ganske imponerende stadion, Juventus Stadium, der ligger ca. et kvarters kørsel nordvest for centrum.

 

Tog eller bil?

Torino er nem at komme til, uanset om man vælger at køre i bil eller tager toget. Kører man med tog fra Asti, der ligger godt 50 km væk, tager turen under en time, og man ankommer midt inde i centrum.

Husk i øvrigt, at det ikke er nok at købe en togbillet – den skal også stemples i de automater, der er opstillet på stationen – ellers vanker der bøde.

Kører man derind i bil, er det en god idé at ramme omkring kl. 10, hvor den værste morgentrafik er væk, og hvor der endnu ikke er helt proppet på parkeringspladserne. Vil man helt ind i centrum, kan man dog risikere at komme til at lede lidt efter en parkeringsplads.

 

Egyptisk museum

Er man mere til kultur end shopping, er Det egyptiske museum, Museo Egizio, som er et af verdens bedste og største på sit område, et must i Torino. Vær opmærksom på, at det har lukket om mandagen. 

En anden kulturel oplevelse er at gæste Reggia Di Venaria, som ikke ligger inde i centrum, men derimod cirka 10 km nord for Torino. Slottet, som blev opført fra 1675, og oprindeligt var bygget som et kongeligt jagtslot, ejes i dag af det italienske kulturministerium, der har postet mange penge i at få det bragt tilbage til sin oprindelige stand.

Resultatet har været så godt, at slottet siden 1997 har været optaget på UNESCO’s liste over verdenskulturarv.

 

Andre hyggelige byer

Torino er dog ikke den eneste by, der er værd at besøge i Piemonte. Alba, der ligger ca. 60 km sydøst for Torino, er eksempelvis en rigtig dejlig by med gamle huse, hyggeligt gågademiljø og lækre butikker. Også Asti, hvorfra den kendte mousserende Asti-vin stammer, er ligeledes en ganske hyggelig by, som er nem at komme til i bil.

Centralt i byen ligger nemlig en stor parkeringsplads, hvor man – som mange andre steder i regionen – skal lægge mærke til, om parkeringsbåsene er omgivet af hvide elle blå striber. De hvide er gratis, hvorimod der skal betales i de blå båse.

En anden, skøn by er den lille Gavi, hvor turen dertil i sig selv er en oplevelse gennem det smukke, afvekslende landskab. De fleste ankommer til den store parkeringsplads midt i byen, hvorfra man har direkte udsigt op til en stor borg, som ligger højt over byen.

Er man i god form, kan man gå derop på cirka 20 minutter, og selvom man må bruge lidt længere tid, er det besværet værd, for der er en fantastisk udsigt over hele området fra dette sted. Hvis man ikke er så godt gående, er det også muligt at køre derop.

Gavi har flere indbydende restauranter og cafeer med vidunderlig, hjemmelavet is – og så er den bare med sine gamle, velholdte bygninger og snævre gader gennemsyret af god stemning – fuldstændig som i Piemonte i almindelighed.

Af Torben Brandt

Byer som Firenze, Milano, Pisa og Nice ligger alle højt på listen over populære turistdestinationer, hvor såvel danske som udenlandske turister valfarter til i stor stil.

Samme popularitet kan den italienske havneby Genova, der ligger 2-3 timers kørsel fra ovennævnte byer, ikke prale af. Det gør den dog ikke mindre charmerende – snarere tværtimod. For det betyder, at man kan opleve et meget autentisk hverdagsliv udfolde sig i de snævre gader, at man kan nyde Genovas smukke bygninger og pladser uden at blive forstyrret af en horde af andre turister, og at det, når sulten melder sig, er muligt at få plads på en af byens restauranter. 

 

Tragisk hændelse

Genova ligger idyllisk i den nordvestlige del af Italien omgivet af bjerge på den ene side og Middelhavet med Italiens største industrihavn på den anden.

Genova, hovedstad i regionen Ligurien, kom i august 2018 ufrivilligt på alles læber, da dele af en trafikeret motorvejsbro nær byen styrtede sammen og dræbte 41 mennesker.

Den tragiske hændelse var et frygteligt slag for byen og kan ikke undgå fremadrettet at påvirke trafikken, der i forvejen er tæt og kræver sin bilist med et utal af tunneller og broer. De mange køretøjer stammer dels fra lokaltrafik fra byens cirka 600.000 indbyggere, dels fra lastbiler, der leverer og henter gods på havnen. Derudover afgår et stort antal færger fra Genova til øer som Sardinien og Korsika, hvilket også kan aflæses på trafikmængden.

 

Parker bilen

Trafikken skal dog ikke afholde nogen fra at tage turen til Genova, og når først man nærmer sig centrum, er der gode parkeringsmuligheder. Priserne varierer lidt efter, hvor centralt parkeringsanlægget ligger, men det er ikke svært at finde pladser til et par euro i timen og et maksimum på 15 euro for en hel dag. En af de største og mest centrale parkeringspladser ligger ved Piazza della Vittoria tæt på centrum.

Vil man blot gæste Genova på en endagstur, kan man overveje toget som alternativ til bilen. Togforbindelserne i Italien fungerer ganske udmærket, og det er en afslappet måde at rejse på. Fra Milano, Pisa og Torino tager togturen cirka et par timer hver vej.

Der findes campingpladser ganske tæt på Genova – f.eks. Camping Villa Doria ca. 15 km vest for byen eller Camping Genova Est, der ligger cirka 15 km fra centrum på byens østlige side. Bor man nogle af disse steder, er det oplagt at benytte lokale trafikforbindelser til centrum og lade bilen eller autocamperen stå på campingpladsen. Inde i selve bykernen findes desuden en metro.

Vil man gerne kombinere Genova med lidt badeferie, er der flere gode sandstrande på kyststrækningen på den vestlige side af byen, mens den østlige side i højere grad består af klipper.

 

Europas næststørste akvarium

Genovas gamle havn, Porto Antico, er noget af et tilløbsstykke med talrige restauranter og caféer. Skulle man have hang til den slags, kan man blandt andet blive hejst 60 meter op i en roterende elevator, der er fastgjort til en stor kran.

Det er også i dette område, at Europas næststørste akvarium, Acquario di Genova, ligger. Akvariet bruger avanceret teknik til at illustrere, hvordan det maritime liv udfolder sig, og har både pingviner, delfiner og mere end 600 fiskearter at byde på.

Søfartsmuseet Galata Museo del Mare ligger ligeledes i Porto Antico. Museet fortæller blandt andet historien om byens verdensberømte søn, Christoffer Columbus, der kom fra Genova, og skrev sig ind i historiebøgerne, da han som den første opdagede Amerika. Blandt historikere diskuteres det dog, om Columbus i virkeligheden kom fra Savona lidt vest for Genova, men i Genova er man ikke i tvivl og har både rejst statuer og åbnet det, der efter sigende skulle være Columbus’ fødehjem, for offentligheden.

 

De snævre gader

Havnen fylder meget i Genova både i størrelse og i byens selvforståelse. I min optik er det dog i højere grad bykernen, de mange fine pladser og byens arkitektur, der gør Genova enestående at gæste. For når man bevæger sig i centrum, sker det mange steder via Genovas kringelkroge af snævre gader, hvor små lejligheder og hyggelige forretninger ligger dør om dør. Her møder man lokale, som spadserer omkring, mens de passioneret diskuterer stort og småt med høj stemmeføring og gestikulerer med store armbevægelser. Når vasketøjet samtidig hænger til tørre langs husmurene, og duften af mad og krydderier breder sig gennem de åbne vinduer, bliver det vel næppe mere italiensk?

De snævre gader har på varme sommerdage ydermere den fordel, at solens stråler kun sporadisk når derned, så her er ofte skygge. Kombineret med brisen fra havet betyder det, at det selv i sommerheden er muligt at gå omkring i Genovas gader uden at smelte.

 

Løverne vogter

En af byens centrale pladser er Piazza di San Lorenzo, der er omgivet af velholdte bygninger og har den smukke San Lorenzo-katedral som sit naturlige midtpunkt. Domkirken er usædvanlig velholdt og bevogtes af to imponerende og meget livagtige løvestatuer på hver side af indgangen.

Eneste minus ved stedet er de gademusikanter, der spiller foran kirken. Selvom de tilsyneladende hver især kun har en halv time til disposition og løbende gør plads for nye, løfter det desværre på intet tidspunkt niveauet.

 

Byens hjerte

Få minutters gang fra Piazza San Lorenzo ligger Genovas vigtigste og bedst kendte plads, Piazza De Ferrari. Den kaldes også Genovas hjerte og har en imponerende bronzefontæne placeret centralt på pladsen, der samtidig fungerer som et forfriskende åndehul, hvor både to- og firbenede kan få svalet fødder og poter på varme dage.

Rundt om Piazza De Ferrari ligger en række markante arkitektoniske perler som børsen, byens operahus og barokkirken Chiesa del Gesù, der hver især tiltrækker mange mennesker, og som betyder, at dette sted er et af de travleste og mest velbesøgte i byen.

 

Kulinariske fristelser

Fra Piazza De Ferrari udgår flere veje, deriblandt boulevarden Via XX Settembre, hvor elegante bygninger og indbydende butikker giver rig mulighed for at lufte kontanter og kreditkort. Vær opmærksom på, at adskillige forretninger holder siesta nogle timer midt på dagen og indstil dig også på, at der mange steder ikke tales andet end italiensk.

Nogle hundrede meter nede ad Via XX Settembre ligger det store madmarked, Mercato Orientale. Her sælger fiskehandlere, slagtere og alverdens madboder lækkerier og kulinariske oplevelser, der kan få mundvandet til at løbe på enhver madglad sjæl. Og eftersom Genova ikke er ret turistet sammenlignet med mange andre byer, vil man opleve, at en stor del af de besøgende blot er lokale handlende. De kan så glæde sig over, at grøntsagerne her faktisk smager af noget, fordi de er hentet dagen før i den liguriske baghave og ikke har været flere uger undervejs på en fragtbåd fra De Kanariske Øer.

 

På UNESCO-listen

Fra Piazza De Ferrari tager det ikke mange minutter at gå ad de smalle gader mod byens eksklusive gågade Via Garibaldi. Undervejs passeres gaden Vico Del Duca, der i lighed med den parallelle Vico Angeli minder gæsten om, at Genova er en havneby med alt, hvad dertil hører. For på dette sted er byens letlevende kvinder allerede tidligt på dagen i stort tal klar til at betjene sømænd og andre, der måtte have lyst til at betale for deres ydelser. Ved højlys dag er der dog intet problematisk eller utrygt ved at færdes her.

Langt mere interessant er der på Via Garibaldi, hvor adskillige barok- og renæssancepaladser med en række smukke detaljer og fine balkoner ligger som perler på en snor. Via Garibaldi udgør sammen med Via Balbi og Via Cairoli de såkaldte ”Strade Nuove” (italiensk for ”nye veje”, red.), der siden 2006 har været optaget på UNESCO’s verdenskulturarvliste sammen med en række af byens paladser, Palazzi dei Rolli.

 

Øjne og ører åbne

Hvis man får brug for inspiration, ligger der på hjørnet af Vico Del Luca og Via Garibaldi en af byens turistinformationer, hvor der – som et af de forholdsvis få steder i byen – tales andet end italiensk. Her hjælper personalet gerne med tips og idéer til seværdigheder, men faktisk er Genova en by, der gør sig bedst ved at slentre rundt uden for mange mål, men med sanser, øjne og ører åbne.

Tekst & foto: Renate Hovald

Mobiltelefonen får en nøglefunktion. Efter at roamingtaksterne i Europa er bortfaldet, har vi rigeligt med GB til at tjekke mails, Facebook, de hjemlige nyheder – og ikke mindst vejrudsigten. Det er nemlig den, som skal være vores ledetråd på vej ned gennem Europa.
 

Sydpå mod solen

Med autocamper er det som at have syvmilestøvler på. Den fungerer jo som en almindelig bil og skræver således uden besvær hen over selv større afstande. Derfor har vi heller ikke noget specielt mål. Betingelsen er bare sydpå, hvor solen skinner. Desværre gør den det ikke lige med det samme. Den findes først syd for Alperne, siger vejr-appen yr.no. Tysklands og Østrigs landskaber er følgelig noget, vi kun oplever gennem bilens panoramarude, helt efter mantraet: det er vejen, der er målet. Hvilket jo i og for sig ikke er så ringe endda. Alperne krydser vi afgiftsfrit på landevejen via tyske Füssen over Fern- og Reschenpass (kan anbefales), og efter en mellemlanding med blandet vejr i smukke Merano dirigerer vejrudsigten os videre til toscanske Pisa, byen med Det Skæve Tårn.

 

Pisa er en rejse værd

Her ligger campingpladsen Torre Pendente Camping Village. Den er meget populær blandt autocamper-folk, fordi den er centralt placeret i forhold til Pisas UNESCO-verdenskulturarv: Campo dei Miracoli med marmorhvide baptisteriet, domkirken og selvfølgelig Det Skæve Tårn. Pladsens sanitære forhold er velfungerende, et større supermarked er lige i nærheden, og meget kan nås til fods. Og bedst af alt: solen skinner! Nu kan campinglivet endelig leves udendørs, selv efter at mørket er faldet på. Herligt.

Pisa er imidlertid også andet end Det Skæve Tårn, selvom det fascinerer hver gang på ny. Nu kommer vores e-bikes atter til indsats. De er gode til at øge autocampistens aktionsradius, uden at man absolut behøver at være i cykelrytter-topform. Vi opdager gamle, maleriske gadestrøg væk fra turiststrømmen, parallelt til pulserende storbyliv på den anden side af Arno-floden. Også en cykeltur gennem naturparken San Rossore med en imponerende allé af pinjetræer, høje som en gotisk katedral, bliver det til, samt en cykeludflugt ud til badebyen Marina di Pisa. Men den foregår allerede i trist gråvejr, for nu er solen rejst et andet sted hen. Så det gør vi også.

 

Stopover i Sanremo

Vejrudsigten lover gode varmegrader i Provence – godt nok halvlangt væk, men intet problem for camperens syvmilestøvler. Som overnatningsstop midtvejs har vi udset os campingpladsen Villaggio dei Fiori i Sanremo. Sørme, om ikke alt er optaget! Heldigvis kan vi lige knibe os ind på en nødplads til venstre for indgangen. Og ja, solen skinner, men det blæser en halv pelikan. Alligevel strider vi os på cykel ind til centrum og klatrer op ad de krogede gader gennem den ældgamle bydel La Pigna. Den skal bare ses! Her går romantikken hånd i hånd med italiensk forfald og fremstår som anakronistisk modsætning til Sanremos millionærboliger nede langs Rivieraen, med den gigantiske lystbådehavn og et berømt spillekasino. Smukt er her. Det er nok også derfor, Alfred Nobel tilbragte de sidste år af sit liv her. Hans enorme rigmandsvilla gemmer sig, tilbagetrukket bag en gitterport, i en veltrimmet park.

Sanremo kunne godt være et lidt længere ophold værd, det skal vi huske. Campingpladsen virker tiltalende og har en god beliggenhed. Alternativet for autocampere kunne være stellpladsen i umiddelbar nærhed til campingpladsen. Det er et stort grusbelagt parkeringsområde med fri udsigt ud over vandet, når man står yderst. Men ellers er der ingen faciliteter. 
 

 

Sydfrankrig i solskin: Arles

Varmen tiltager, og efter en halv dagsmarch har vi passeret grænsen til Frankrig og er nået frem til Arles i regionen Bouche-du-Rhône. Temperaturen er blevet højsommer, selvom mistralen raser. Også Arles har en plads til autocampere på den anden side af Rhônefloden; igen foretrækker vi dog byens campingplads. Den hedder City og ligger i rimelig gåafstand til byen samt ikke langt fra et stort indkøbscenter, Centre Commercial. De sanitære faciliteter er til gengæld beskedne – ok for os, vi er ikke specielt kræsne på det punkt. Bare de fungerer. Pladsens kendetegn er de velafgrænsede parceller med en høj hæk omkring, ideelt som læskærm mod mistralen.

Arles er utroligt charmerende og ægte sydfransk. Den har i alt ni UNESCO-klassificerede seværdigheder at byde på, bl.a. en velbevaret romersk arena. De pittoreske og krogede gadestrøg har formodentlig ikke forandret sig ret meget, siden den hollandske maler Vincent van Gogh slog sine folder her for 130 år siden. En stor del af hans mest berømte værker er blevet til i og omkring Arles. Nogle af motiverne findes stadig, og en turistrute guider forbi dem. Det er en god måde at opdage små gemte steder, man som turist nemt overser. Det gælder også den ikoniske vippebro lidt uden for byen. Den cykler vi til – og fortsætter forbi den, for her begynder en velanlagt cykelsti langs en af de utallige afvandingskanaler, der gennemskærer det lave landområde, for at ende helt ude ved Middelhavet. Arles ligger i udkanten af naturparken Camargue. Det er Rhôneflodens salt-sumpede deltaområde, hvor flamingoerne – malerisk som højstilkede blomster – sopper fødesøgende i det lave vand, og hvor flokke af halvvilde, hvide heste traditionelt passes af de såkaldte gardiens, der ligner en mellemting mellem cowboys og spanske tyrefægtere. I hvert fald, når de optræder i turistisk galla-outfit.

 

Tyreløb i Saint-Rémy-de-Provence

Vi bliver i Arles i næsten en uge, her er bare dejligt. Da en større gruppe autocampere slår sig ned lige i nærheden af os og fester til langt ud på natten, er freden forbi. Vi vender derfor forsæderne igen i kørselsretning og fortsætter videre, dog ikke længere end ca. 30 km mod nordøst til Saint-Rémy-de-Provence for foden af bjergkæden Les Alpilles. Igen bliver det en bynær campingplads: Le Mas de Nicolas. Også dette er et skønt sted, der kan anbefales, og også her krydser man maleren van Goghs fodspor. En hyggelig spadseretur fører ud ad byen til romerske udgravninger, et mausoleum og en triumfbue. Byen er pynteligt velholdt og virker helt bevidst om sit lidt mere eksklusive image.

Det stærkeste indtryk gør et såkaldt tyreløb langs et af Saint-Rémys til formålet afspærrede lange gadestrøg. Opsatte beskyttelsesgitre sørger for fri bane. Tyrene slippes løs en ad gangen, og de fleste franske tilskuere hujer begejstret, når unge mænd forsøger dristigt at få dem til at sætte efter sig; det skal helst se farligt ud. Dette er optakten til den sydfranske form for ublodig tyrekamp, som skal finde sted næste dag. Vi overvejer at købe billetter. Men efter vi har fulgt tyreløbet og set, hvordan dyrene bliver maltrakteret med stokke og el-stave for at blive arrige og angrebslystne, opgiver vi planen. I vores øjne er det rent dyrplageri, og det er nok så som så med det ”ublodige”.

 

Orange i Vaucluse

Videre vil vi. Små 60 km længere mod nordøst og i regionen Vaucluse ligger Orange med campingpladsen Manon. Her er parcellerne kæmpestore, igen kantet af høje, klippede hække som værn mod mistralen. Temperaturen nærmer sig de 30 grader, så vi tilbringer resten af dagen vegeterende i skyggen under markisen. Det er bare herligt.

Byen har en smuk romersk triumfbue og et amfiteater, begge dele spændende og seværdige. Ikke langt herfra ligger den lille vinby Châteauneuf-du-Pape, berømt for sine Grand Cru-vine. Det giver anledning til en dejlig cykeltur over land, der tager en lille times tid hver vej. Fra resterne af det tidligere pavepalads rækker blikket hen over udstrakte vinmarker og helt over til Rhônefloden, der glimter i solen. Derfra går det stejlt nedad til centrum, hvor vi på torvet under os selv et glas af stedets dyreste rødvin. Det må da være et must, når man nu er her.

Desværre er vejrudsigten holdt op med at love sommer og sol. En sidste søndagstur går op til bakketoppen, hvorfra blikket afgrænses af Mont Ventoux i det fjerne. Dens skaldede isse er pakket ind i skyer. Derefter går det nordpå.

 

Slut med jagten efter solen

Igen havde vi en dejlig tur. At vi har måttet flytte os oftere, end det egentlig var meningen, blev en oplevelse i sig selv. Atter en gang har vi med glæde fået bekræftet, at man med autocamper er utroligt fleksibel. Man kan altid finde frem til et solfyldt sted undervejs, hvor det er værd at blive et par dage. Selv uden den store planlægning hjemmefra.  

Tekst: Anne-Vibeke Isaksen

To campingvogne, to campingtrækkere og to fortelte står side om side. Camping har altid været familiens foretrukne ferieform, men efter datteren Anna Kathrine nu selv har stiftet familie, så er de naturligvis afsted i deres egen campingvogn. Vi møder dem på sommerferie i Italien.

Anna Kathrine har fået camping ind med modermælken. Hendes forældre, tidligere ejere af Nibe Caravan og i dag indehavere af Camping Agenten, der bl.a. importerer Caravelair og Kampa-fortelte, har taget hende og to brødre med på campingferie, siden de var helt små. Det har inspireret hende til at fortsætte med camping med sin egen familie.
 

Camping 365/24/7

På mange måder kan det virke som om, familien ville få camping nok i hverdagen, men det er langt fra tilfældet. Ferie bruges naturligvis til at slappe af, få oplevelser og mødes med venner og familie, men der er også en ekstra bonus.

– Vi har masser af udstyr med på camping, så vi både kan hygge i forteltet, cykle på tur eller tænde op i grillen. Intet skal mangle, men det giver os også en virkelig god mulighed for at teste hvilket slags udstyr, der passer til hvilken slags ferie. Vi er også i øjenhøjde med kunderne, når vi selv camperer. Vi ved, hvad de taler om, når de fortæller om deres behov, siger Peter Outzen.

Mormor: Merete Outzen, 53 år
Morfar: Peter Outzen, 53 år
Indehavere af Camping Agenten

Datter: Anna Kathrine Outzen, 28 år
Sælger Camping Agenten

Svigersøn: Martin Svendsen, 37 år
Business Director

Barnebarn: Philip Outzen-Svendsen, 2 år
Legesyg campist
 

Hvorfor camping?

Merete
Det, jeg elsker ved campinglivet, er friheden til, at vi selv kan bestemme, hvor vi vil holde ferie, og så slapper jeg virkelig meget af. Vi mødes meget tit med både familie og venner, når vi er afsted.

Peter
Jeg sidder meget bag skærmen på mit kontor eller kører i bil. På camping er jeg ude, og det frie liv er det bedste ved camping.

Anna Kathrine og Martin
Vi holder ferie i samme øjeblik, som vi kører hjemmefra. Det er den bedste ferie med børn, fordi vi bare tager dagen, som den kommer. Ingen stress, og det nyder vi alle.

Meretes yndlingsdestination
Italien

Peters yndlingsdestination
Danmark

Anna Kathrine og Martins yndlingsdestination
Italien
 

Vil du også fortælle din campinghistorie, så send en mail til redaktion@dcu.dk – gerne med et foto af dig og din familie samt dit campingudstyr.

Tekst: Anne-Vibeke Isaksen

Det hele begyndte på en sommerferie for mange år siden, hvor både Dorte og Hugos forældre var på campingferie på Marina di Venezia i Italien. Her kom de to unge mennesker til at kysse hinanden en lun sommeraften på stranden, mens cikaderne sang i det fjerne. Det blev dog umiddelbart kun til en sommerferieflirt, for da de begge kom hjem til Danmark, gik livet i hver sin retning, og kontakten forsvandt. Der skulle gå mere end 30 år, før deres veje igen for alvor skulle krydse hinanden.

– Vi er begge fra Ikast og har kendt hinanden i alle disse år, men på ingen måde været tætte venner eller mere end det. I Ikast ved alle, hvem hinanden er, så på den måde har ingen af os kunne gemme os, fortæller Hugo, der samtidigt indrømmer, at det gode øje til Dorte har holdt fast i ham siden sommeren 1983.

 

Både Dorte og Hugo indleder nye parforhold, og Dorte bliver gift og får to dejlige børn, men i slutningen af 40’erne bliver hun single.
– Da jeg blev single, tog jeg initiativ til at møde Hugo igen. Han var heldigvis også selv blevet single, så det passede som fod i hose. Jeg inviterede ham til min 50 års fødselsdag, og siden har vi været sammen hver dag, siger Dorte Gundersen med et varmt smil, der i den grad viser, at hjertet har fået sin vilje. 

Så matchet er helt perfekt. Dorte og Hugo har fundet kærligheden. De deler den også for campingferie, som er en fast tradition hvert år, og feriemålet er naturligvis Marina di Venezia på Lidoen i Italien.

På en smuk julidag i de sene eftermiddagstimer, hvor lyset er noget helt særligt på stranden, sagde Dorte og Hugo ja til hinanden. Ringen var sluttet på samme campingplads, hvor de mødtes så mange år før. Og de var naturligvis også på camping denne gang.

Tekst og foto: Birgit og Jens Chr. Dalgaard. Redigeret af Torben Brandt

Det skorter bestemt ikke på udflugtsmuligheder, når DCU-medlemmerne Birgit og Jens Chr. Dalgaard camperer på Camping Village Montescudaio i Toscana. Nedenfor kan du se nogle af de steder, ægteparret har besøgt på ferierne i den populære italienske region. 

 

Pisa

Med kun 50 km til Pisa vil Det Skæve Tårn nok stå højt på listen over seværdigheder. 
Domkirkepladsen Campo dei Miracoli indeholder dels det berømte tårn, dels selve domkirken Duomo og Dåbskapellet. De bygningsværker kan med sine snehvide marmorfacader fra Carrara kun imponere enhver turist. Selve byen Pisa med sine omkring 88.000 indbyggere har ikke så meget andet at byde på, og selvom den tidligere var en vigtig havneby, virker floden Arno, som løber gennem byen, noget doven, og man føler næsten, at livet ved floden står lidt stille. 

Lucca

Cirka 20 km nordøst for Pisa ligger Lucca, der har 90.000 indbyggere. Byen har aner helt tilbage til romertiden 180 før Kristi fødsel. Den gamle, indre bydel er stadig omgivet af en 4,2 km lang bymur/forsvarsanlæg fra 1500-tallet. Muren er oprindelig bygget som forsvarsværk og nu til dags som en fornem promenade rundt om centrum, et sted som både byens borgere og turister nyder godt af. Andre seværdige steder er byens domkirke San Martino fra omkring 1000-tallet. Ligeså byens kendte vartegn, Torre Guinigi, et gammelt 41 meter højt middelaldertårn med egetræer, der stadig vokser på toppen af tårnet. Også et andet af byens romerske efterlevn er Anfiteatro Romano på Piazza dell'Anfiteatro. Her afslører pladsens ovale form det gamle romerske amfiteater, idet de omkringliggende bygninger stadig ”ligger i en oval ring”. Pladsen byder i øvrigt på en masse gode spisesteder, og mon ikke mange turister synes at fornemme den blodige fortid for 2.000 år siden.        

Firenze

Toscanas ”hovedstad” er Firenze. Byen har cirka 385.000 indbyggere og ligger omkring 125 km øst for campingpladsen. Selvom der er motorvej hele vejen dertil, kan vi kun anbefale at tage toget fra banegården i Cecina til Pisa og der skifte tog til Firenze. Togturen er behagelig og ikke ret dyr, bilens fører får en velfortjent pause fra rattet, og man slipper for at bruge timer på at finde en i øvrigt urimelig dyr p-plads i storbyen Firenze. 

Fra ankomsten på Stazione Centrale kan man gå direkte i retning mod domkirken, Santa Maria del Fiore. Det imponerende bygningsværk med sine marmorbelagte facader i hvid, grøn og lyserød marmor tager vejret fra enhver besøgende. Og skulle det ikke være nok, vil et besøg i både kirkens indre og dåbskapellet afsløre imponerende gulvmosaikker i marmor samt ligeså imponerende loftsudsmykninger i de to kupler. En tur op i kuplen ad de 463 trappetrin vil nok tage vejret fra de fleste, men udsigten deroppefra, ud over Firenzes røde tage, er dybt imponerende. I øvrigt må ingen af byens bygningsværker være højere end kuplens 91 meter, så Brunelleschis imponerende kuppel fra 1436 er til stadighed byens højeste. 

Fra domkirkepladsen kan man slentre ad små, ydmyge smøger, og pludselig står man på Piazza della Signoria, et andet af byens store torve og samlingssteder. Her ligger Palazzo Vecchio, Firenzes rådhus fra 1322 og Uffizierne med sine enorme kunstsamlinger. 
På selve pladsen findes både Neptun-fontænen og den enorme statue af David samt flere andre kendte statuer. Man kan fortsætte ned gennem Uffizierne til udgangen mod Arnofloden, og her ser man Ponte Vecchio, byens ældste og flotteste bro over Arnofloden. Broen blev bygget i 1345 og husede oprindeligt blandt andet slagtere og smede. Allerede i 1593 blev disse noget støjende og beskidte erhverv udskiftet med de finere guldsmede, som den dag i dag stadig er broens eneste erhverv. Herfra kan turen gå tilbage mod banegården, og på vejen kan man passere Mercato Nuovo, det nye marked, hvor især lædervarer faldbydes. 

Og glem nu ikke den lille fontæne med bronzevildsvinet Il Porcellino, som alle turister gnider på snuden for ifølge sagnet at kunne vende tilbage til Firenze en skønne dag. Lidt længere henne på ruten ligger en stor plads, Piazza della Repubblica. Den har blandt andet triumfbue, der blev rejst i 1895 som tegn på, at Firenze var hele Italiens hovedstad. På pladsen ligger en masse restauranter og mondæne butikker.        

   

 

Marmorbyen Carrara

Carrara, verdenskendt for sit hvide marmor, ligger omkring 100 km mod nord ad motorvejen mod La Spezia. Fra motorvejsafkørslen mod Carrara følges skiltene mod marmorbruddene, og man skal være forberedt på en noget hidsig bjergkørsel med mange serpentinersving. Vi kan kun varmt anbefale en guidet tur ind i bruddene f.eks. fra bruddene i Fantiscritti. Og når man nu alligevel er kørt højt op i marmorbjergene, vil en god frokost i den lille bjergby Colonnata være en stor oplevelse. Kun byens borgere må køre i bil dertil, så vi andre må parkere bilen på en lille p-plads nedenfor byen. Herfra tager det blot små 20 minutter på gåben derop – og sikke en udsigt ud over bjergene og de forskellige marmorbrud. Byen har kun omkring 350 indbyggere, men til gengæld er der vel 10 slagterbutikker. Og hvorfor nu det? Jo, i Colonnata har man siden romertiden haft monopol på fremstillingen af det fantastiske snehvide spæk, som man i byen naturligvis modner i store marmorkar. En tradition, som byens slagtere har vundet hævd på ved EU’s domstol. Frokosten i en af byens forholdsvis mange små restauranter får englene til at synge; papirtynde skiver af den hvide, næsten fløjlsbløde Colonatta-spæk sammen med lokale pølser, syltede løg med videre – jo, det er en oplevelse, man sent glemmer.

 

De fem maleriske landsbyer

Cinque Terre ligger cirka 120 km nord for campingpladsen og er en kyststrækning med fem maleriske landsbyer. Man kan sagtens køre i bil dertil, blot man vælger enten den nordligste, Monterosso al Mare, eller sydligste, Riomaggiore. De tre midterste byer, Vernazza, Corniglia og Manarola, må kun byernes borgere køre til i bil. 

Køreturen fra motorvejsfrakørslen ved La Spezia mod Cinque Terre er noget af en udfordring med smalle bjergveje og mange serpentinersving. Derfor vil vi anbefale at tage toget fra Cecina til Pisa, skift tog her til La Spezia og herfra tage lokaltoget ud til de fem byer. Ved ankomst til et af udgangspunkterne køber man en kombineret vandre- og togbillet. Fordelen ved det er, at man kan vandre en strækning, tage toget den næste strækning, vandre igen og så videre. Sluttelig tager man toget tilbage til La Spezia, hvorfra turen går sydpå mod Cecina igen. 

Har man begrænset tid til rådighed, vil vi anbefale vandreturen fra Monterosso al Mare til Vernazza. Det er en tur på omkring tre km, der varer cirka to timer alt efter ens kondition. Det er den smukkeste og mest dramatiske strækning, hvor man fra havets overflade ved Monterosso stiger omkring 250 højdemeter. Vandreruten går ad stier oprindeligt anlagt af de lokale bjergbønder, der brugte dem til transport af deres afgrøder, hovedsagelig vin, citroner og grøntsager. Flere steder passerer man faktisk igennem de små bjergbrug. Efter en del stigninger på ruten flader det lidt ud oppe i højderne, og fra et højt beliggende udsigtspunkt ser man det skønneste syn ligge dybt nede: den smukke by Vernazza, der ligger i en lille bugt på et klippefremspring. Efter at have nydt dette maleriske syn, går det stejlt nedad mod byen, hvor man kan nyde en velfortjent frokost på en af de mange spisesteder, der ligger på Vernazzas hyggelige havnefront. 

Hvis benene trænger til yderligere en pause, kan man blot gå op i byen og tage toget til f.eks. Manarola, den fjerde af de fem byer. Her står man af toget og går videre på vandreruten. Denne tur er på blot en km og tager kun 20 minutter. Stien, som stort set er vandret, hænger flere steder uden på klipperne, og er her i nyere tid konstrueret, så selv en barnevogn kan gennemføre turen. I øvrigt kaldes ruten for ”Kærlighedsstien”, og den er da også meget romantisk anlagt.

 

Ind gennem floddalen

Volterra ligger blot 40 km mod øst inde i bjergene. Turen dertil går ind gennem floddalen Val di Cecina. Fra Saline di Volterra går det stejlt opad mod Volterra, som man hele tiden kan skue op til, fordi den ligger på et tufbjerg i 545 meters højde. 
Byens historie kan dateres ca. 3.000 år tilbage. Den er grundlagt af etruskerne, langt senere tog romerne over, og flere steder indenfor den omkring tre km lange bymur, der omkranser den gamle bydel, kan man stadig se spor af etruskerne, bl.a. ved Porta dell’Arco, byens ældste byport. Romernes præg på byen ses bedst i Teatro Romano, et romersk teater og bad fra det 1. århundrede før Kristi, der ligger for foden af de høje middelalderbymure. 

Volterra er også i dag meget kendt for sin fremstilling af smukke, udskårne figurer i alabast, et blødt gipsmateriale, som etruskerne også brugte for omkring 2.500 år siden til deres urnefremstilling, og som den dag i dag brydes i alabast-gruber i og omkring Volterra. Byens mange små restauranter indbyder til en lækker frokost, ligesom de mange specialbutikker lokker med deres varer i alabast, oliventræ mv.     

 

Flest bytårne

Omkring 60 km mod øst ligger den kendte bjergby San Gimignano, der er byen med flest bytårne i hele Italien, hvoraf hele 14 har overlevet diverse fejder og krige gennem tiderne. Byen er også kendt for sine fremragende hvidvine, Vernaccia, som gerne bringes med hjem til Danmark. Også lertøj i meget høj kvalitet samt forskellige håndlavede oliventræsprodukter er at finde i byens mange specialbutikker. Også her kan frokosten indtages i en af de mange restauranter, som ligger side om side med specialbutikkerne.

Klokketårn på 102 meter

Siena ligger omkring 90 km, også mod øst. Turen dertil går ind forbi Volterra. Siena, der har 55.000 indbyggere, ligger højt placeret på sine syv høje og er opdelt i 17 contradaer (sogne). 

Når man besøger Siena, kommer man ikke udenom Piazza del Campo, byens store, centrale plads med sin muslingeform, opdelt i ni afsnit. Her ligger blandt andet byens rådhus, Palazzo Pubblico, med sit imponerende klokketårn på 102 meter. Det er Italiens næsthøjeste middelaldertårn. Pladsen omkranses desuden af flotte paladser, hvoraf flere har restauranter. I øvrigt er pladsen verdensberømt for sit årlige hestevæddeløb, Il Palio, der afholdes hvert år 2. juli og 16. august. Her dyster ryttere fra de føromtalte 17 contradaer, og vinderen kåres med et banner. Hvert år flokkes tusindvis af både lokale og turister til begivenhederne, og netop i de dage kan det være mere end svært at komme rundt i byen som almindelig turist. Bortset fra dette helt centrale midtpunkt har byen også sin imponerende Duomo (domkirke), som regnes for en af de flotteste i Italien med sine sorte og hvide sten i facaden. 

Shopping rundt i de snævre gader er næsten et must, for her ligger de flotte internationale modebutikker side om side med lokale delikatessebutikker.       

 

Fantastiske vine

Bolgheri ligger blot 25 km mod syd og er en lille bjerglandsby, som de senere år er blevet kendt for sine ypperlige vine. Indenfor de gamle middelalderlige bymure ligger små restauranter, og en lækker toscansk frokost med gode lokale råvarer får altid mundvandet til at løbe. Diverse små specialbutikker tilbyder bl.a. områdets vine og andre lækkerier.

 

Byen på bjergtoppen

Populonia, omkring 40 km mod syd, er en lille hyggelig middelalderlandsby, beliggende på sin egen lille bjergtop helt ude ved havet. Også her har etruskerne sat sine spor, og både udenfor Populonias byport og i bugten nedenfor er der arkæologiske udgravninger af bl.a. etruskernes gravkamre. Populonia er overskuelig og består dybest set kun af to parallelle gader med nogle få butikker og et par restauranter, men en tur op i det gamle forsvarstårn giver en uforglemmelig udsigt ud over havet til bl.a. øen Elba, og ligeså ind over land, hvor de høje bjerge rejser sig, hvoraf flere er præget af store åbne sten- og marmorbrud.

Øen Elba ligger blot en times sejlads ud for kysten. Færgeturen dertil foretages fra havnebyen Piombino, hvortil der blot er 45 minutter på motortrafikvej fra Cecina. Sejlturen dertil foregår på store moderne færger, og som turist bjergtages man af den skønne udsigt til de høje bjerge, som Elba jo består af, men også i høj grad af den smukke kyst tilbage på fastlandet. Har man kun en dag til rådighed, må svævebanen til øens højeste punkt, Monte Capanne på 1.018 meter være et af, ja, højdepunkterne. Ligeså vil en guidet tur i øens miner være en stor oplevelse. 

Et besøg i Napoleons hus midt på øen er hverken pengene eller tiden værd, der er ganske enkelt ikke ret mange genstande tilbage fra hans korte tid – blot ni måneder – på øen.

Tekst: Anne-Vibeke Isaksen

Campingpladsen, der ligger ned til søen og har en af områdets eneste sandstrande, har ligget her i 60 år, så der er naturligvis allerede mange danskere, der kender den, og der kan være mange begrundelser for valg af denne campingplads, hvor solen skinner fra en skyfri himmel, og feriestemningen er i top. Gardasøens smukke omgivelser har i årtier tiltrukket turister i alle aldre. Og nej, Gardasøen er ikke kun for pensionister. Når man kigger rundt her på campingpladsen, så er det alle tre generationer i familien, der hygger sig. Ja sågar menneskets bedste ven, hunden er også med på ferie hos mange af gæsterne. 

 

Campingpladsen har alt
Der kan købes både velsmagende vin – både hvid-, rosé- og rødvine – og olivenolie, og det er bare en begyndelse på alt det gode mad, man finder på disse kanter. Supermarkedet inde på selve campingpladsen har alt fra friskbagt morgenbrød til en stor delikatesseafdeling. Ja, vi er jo i Italien, og der skal spises godt. Hvis man ikke selv orker at stå for madlavning, er der flere restauranter inde på selve campingpladsen, hvor man kan spise, og køkkenet er naturligvis italiensk.

La Quercia er en stor campingplads, hvor man kan holde ferie en hel uge uden at forlade den, hvis det er det, man har mest lyst til. Campingpladsen har alt, og klimaet svigter sjældent, så poolen – både den, hvor der er svømning og vandsportsaktiviteter – og swimmingpoolen er ofte det store trækplaster. Stranden er af gode grunde også et tilløbsstykke, og Gardasøens vand er det bedste bud på en forfriskende dukkert. Og hvis ikke næsen i sky er det bedste for dig, så er der et væld af vandsportsaktiviteter på søen.

 

La Quercia er på mange måder som en mindre by. Det hyggelige er, at alle bor imellem hinanden, uanset hvordan man har valgt at campere. Man kan også leje sig til ferie gennem en af de mange forskellige udlejningsenheder, der er på campingpladsen. De, der gør det, er også blandet med gæster, der bor i egne enheder, og det giver en dejlig stemning. De mest luksuriøse mobilehomes ligger i første række til Gardasøen, men heldigvis kan man også bo der i egen campingvogn eller autocamper.

 

Aktiviteter og underholdning er der masse af på campingpladsen hver eneste dag. Der er aktiviteter for børn, unge, voksne og ældre. Fitness- og wellnesscenteret er åbent for dem, der vil holde formen ved lige på ferien. Hver eneste aften samles alle gæsterne foran den store underholdningsscene, hvor der opføres et stort kendt show f.eks. Løvernes Konge eller Dirty Dancing. Og det er campingpladsens egne ansatte, der er på scenen. I løbet af højsæsonen, hvor campingpladsen er fyldt op med gæster fra hele Europa, tages stranden også i brug til forskellige events. Flere gange er der fyrværkeri på søen, og det får alle gæster ned på stranden. Mens solen går ned, hygges der i det bløde sand, og når mørket falder på, så fyres der op for sommerens helt store fyrværkeri. 

 

Campinglivet på La Quercia er utrolig hyggeligt, og ja, der tale om en stor, men meget veldrevet campingplads, hvor der er styr på alt. Alt fungerer på campingpladsen, uanset om man bor i telt, campingvogn, autocamper eller i en af de mange udlejningsenheder. Lige uden for døren ligger en perlerække af Italiens smukke byer. Der er vingårde, forlystelsesparker og meget mere.

Oplevelser i området
Kystbyen Lazise ligger kun to kilometer fra La Quercia, og man kan gå på stranden hele vejen ind til byen, hvilket er en populær ting om aftenen. Lazise dateres helt tilbage til år 888 og har været fristad med handelsrettigheder. I det 13. og 14. århundrede blev det imponerende forsvarsanlæg og byens slotte og borgmure anlagt. Der er en hyggelig feriestemning både langs vandet og på torvet, men et par gange om ugen i højsæsonen er byen fyldt op til bristepunktet.

Små 10 kilometer syd for La Quercia ligger endnu en af Gardasøens perler. Byen Peschiera del Garda har både havn, kanaler og borganlæg, og i bedste italienske stil danner byen rammer om lige nøjagtig den feriestemning, som danskerne rejser hertil for. Folk spiser ude, spiser godt og hygger sig, mens natten falder på, og solen forsvinder bag bjergene i vest.

Husk Verona
Lidt længere væk ca. 20 kilometer fra La Quercia ligger en af hele Italiens mest historiske byer. Verona er en meget gammel by med imponerende bygningsværker – så mange, at byen er kommet på UNESCO's verdensarvsliste. Man finder f.eks. det store romerske amfiteater, der i dag afholder blandt andet operakoncerter på varme sommeraftener. Gladiatorkampe i arenaen er for længst borte. En historie, der for alvor satte Verona på verdenskortet, blev dramatiseret af ingen andre end William Shakespeare, nemlig historien om Romeo og Julie – og i dag valfarter folk til Julies gård for at få opfyldt ønsket om evig kærlighed. Veronas mange smukke torve og gader er den dag i dag stadig oplagt til en romantisk dag i byen.

 

Vin og action
Lige uden for døren ligger der flere store forlystelsesparker – Gardaland er den mest besøgte, hvor hele familien kan få et adrenalinkick, og latteren kommer helt i top. Mange vælger dette som et afbræk fra poolen eller stranden, og det kan anbefales at vælge en dag, hvor det måske ikke er alt for varmt og så komme afsted fra morgenen af.
Det samme gælder, hvis man gerne vil besøge en af områdets mange vingårde (som der er virkelig mange af). Hvis man ikke vil køre efter det, kan campingpladsens egen vin varmt anbefales. Og nu vi er i den boldgade, så lad bare slankekuren blive hjemme. Den vil ikke få en god ferie på disse kanter.

 

60 års jubilæum
Camping La Quercia fejrer i 2018 60 års jubilæum, hvor der vil ske en masse ekstra ting. Hold øje på deres danske hjemmeside

Bemærk: Pladsen giver ikke DCU-rabat, men via linket i højre side kan du finde DCU's rabatpladser i udlandet.

Af Torben Brandt

Ni splinternye luksustelte blev i maj 2017 slået op på Camping Ca’ Savio på den italienske Lido tæt på Venedig. Står det til folkene bag, bliver de ni telte blot de første i et nyt koncept, der de kommende år skal spredes ud til flere andre af verdens lande og byer. 

Globalt glamping-koncept 
Nordisk Village kalder sig det første globale glamping-koncept, der krydser både grænser og kontinenter. Glamping er en forkortelse for ”glamorous camping”, hvor det enkle campingliv kombineres med komfortable luksustelte og smagfuld, nordisk inspireret indretning tilsat et lokalt twist. 
Det hele bindes sammen af det globale website nordiskvillage.com, hvor kunden med tiden skal kunne se alle Nordisk Villages og samtidig booke sit ophold direkte på sitet. 
De ni telte på Camping Ca’ Savio skal betragtes som en prototype, og på pressemødet med en række europæiske campingjournalister blev der gjort meget ud af at understrege, at konceptet nu er sat i søen, men bestemt ikke bliver færdigudviklet den første sæson. 

– 2017 bliver et testår, hvor vi skal gøre os en masse erfaringer, og hvor vi skal spørge gæsterne, hvad de synes. Den feedback, vi får, skal bruges på at videreudvikle produktet, siger Michael Hübertz, marketingmanager i Nordisk Company. 

Samarbejde på tværs
Nordisk Village er et partnerskab mellem Nordisk Company, der producerer luksusbomuldstelte og tilbehør, og lokale partnere – i dette tilfælde Camping Ca’ Savio i Venedig. Sidstnævnte leverer pladsen og yder den relevante service, som skal sikre, at gæsten får et luksuriøst ophold. For at blive samarbejdspartner skal campingpladsen leve op til en række specifikke krav til f.eks. grundens størrelse, teltenes indretning, fællesfaciliteter, servicekoncept i forbindelse med opholdet og online support. Tanken er, at man som gæst skal opleve den samme høje kvalitet på Nordisk Village, uanset hvor i verden man befinder sig. 
Spørger man folkene bag Nordisk Village, er de ikke i tvivl om, at denne campingform vil kunne tiltrække nye kunder, der ellers ikke ser sig selv som campister. 

– Vi kommer med et simpelt, rent og meget skandinavisk design. Det er en nordeuropæisk måde at gøre tingene på, som både er hyggelig og afslappet. Jeg er ikke i tvivl om, at konceptet vil kunne tiltrække nogle helt nye segmenter, siger administrerende direktør i Nordisk Village, Erik Møller. 

 

Privat og fælles
De ni telte på Ca’ Savio varierer lidt i størrelse og form, men alle telte er store og luksuriøse bomuldstelte, som har navne fra den nordiske mytologi. 
Teltene er placeret med tilpas stor afstand til, at man kan være privat, men samtidig er der mulighed for fællesskab i det åbne køkken centralt på pladsen, som alle beboere i Nordisk Village kan benytte. Desuden er der friske urter og grøntsager til fri afbenyttelse i forbindelse med køkkenet. 

 

Vinmark eller bryllup
Selvom de første Nordisk Village-telte er opstillet på en campingplads, kan man ifølge Erik Møller sagtens forestille sig teltene placeret andre steder. 

– Det kan være ved en fransk vinmark eller et grønt areal i forbindelse med et hotel. Dette koncept kan man i princippet forestille sig mange forskellige steder og ikke kun på en campingplads, siger Erik Møller og nævner musikfestivaler, jagtselskaber og bryllupper som arrangementer, hvor glamping-konceptet også kan anvendes. 

 

Konceptet skal udbredes
Med Nordisk Village Venezia er den første af disse pladser født. Ifølge planen skal en ny Nordisk Village i løbet af 2017 åbne i Japan, hvor glamping-konceptet har haft stor succes, fordi japanerne ofte lever i tætbefolkede områder og derfor efterspørger den ro, som det giver at komme væk fra byerne og ud i naturen. 

Også Rom, Barcelona og Paris ventes i fremtiden at blive nogle af de byer, der kan huse en Nordisk Village. 

Af Renate Hovald

Den italienske ”støvle” er som bekendt temmelig langskaftet. Det gør os nysgerrige: Hvordan mon der ser ud i den sydligste, mindre kendte del af det italienske fastland – som for eksempel Salento-halvøen, beliggende mellem Adriaterhavet og Det Ioniske Hav? Beslutningen er hurtigt taget, og først i maj måned starter vi således på vores første langt-væk-ekspedition med autocamper mod Italiens ”hæl”, regionen Apulien, Puglia på italiensk.

2.000 km mod syd: Vieste
Efter godt 2.000 km og fire dages kørsel når vi frem til vores første destination: Gargano-halvøen, der danner den italienske støvles spore. Landskabet er præget af smukt kuperet terræn, dækket af store, svalende skovområder og med maleriske stejlkyster. Efter noget serpentiner-kørsel ad smalle og slyngede veje med betagende udsigter ankommer vi til vores første mål, nemlig Vieste. Byens hvide huse grupperer sig malerisk omkring en lille bakketop med en fæstning og en domkirke øverst oppe og fortryller med sin sydlandske charme. Associationer til Grækenland trænger sig på – ikke uden grund, idet denne del af Italien i antikken var en del af Magna Graecia, Storgrækenland, dvs. de græske kolonier på den anden side af Adriaterhavet. 

Et helligt sted
Oppe i højderne ligger San Giovanni Rotondo. Byen er et fænomen. Den lever og ånder for den fromme munk Padre Pio, der i 1999 af paven blev ophøjet til helgen. Hans venligt smilende, hvidskæggede kontrafej med den typiske munkefrisure møder man alle vegne, så man ikke er i tvivl om, hvem hovedpersonen er her på stedet. Men det, vi mest kommer for, er den gigantiske moderne kirkebygning, tegnet af den italienske stjernearkitekt Renzo Piano, som årligt besøges af millionvis af pilgrimme. Kirkens indre bæres af kæmpemæssige buer, der udgår fra midten og minder lidt om en overdimensioneret edderkop. 

Hvide byer
De hvide, ligeledes græsk-inspirerede byer Trani, Ostuni samt den runde by Locorotondo er et must, hvis man vil snuse lidt mere til områdets antikke fortid som græsk koloni. De kan passende besøges på vej til den helt store seværdighed her i Apulien: Trulli-området med hovedbyen Alberobello. Trullierne er cirkelrunde, hvide småhuse med kegleformede skifertage. I Alberobello danner de en hel bydel, som er spektakulær UNESCO-verdenskulturarv. Når solen rammer husenes kridhvide vægge kan man næsten ikke undvære sine solbriller! Her flokkes naturligvis alverdens turister, som ombejles massivt, og der mangler således ikke souvenirshops i alle afskygninger. 

En mystisk borg
Castel del Monte, også UNESCO-verdenskulturarv, har længe stået på min ønskeseddel. Det er en noget speciel fæstning fra 1200-tallet, beliggende isoleret nogle kilometer inde i det øde bagland på en bakketop, omgivet af pinjeskov og synlig langvejs fra. Det specielle ved castelloen er dens gådefulde mystik: Ottekantet med otte firkantede hjørnetårne og spækket med østerlandsk symbolik. Arkæologer og historikere er den dag i dag uenige om fæstningens formål: Jagtslot, kultsted, fængsel, garnison? Her møder man en hel del italienske turister.

Flere hvide byer
Undervejs mod Ótranto, vores næste mål holder vi frokostpause i Lecce, Apuliens hovedby og ifølge sit ry en af de smukkeste her i syden. Tilnavnet ”Syditaliens Firenze” rammer plet: Fyldt til bristepunktet med barok- og rokoko-bygninger og således en fryd for øjet og et besøg værd. 
Ótranto er vi begejstret over – igen en havneby med græsk stemning, en gammel borg, små gyder, det strålende blå hav og de kulørte fiskerbåde. En aftentur med fuldmånen hængende over de arkaiske mure og det sydende natteliv bekræfter yderligere, at vi er kommet meget langt væk hjemmefra.

Vi følger kystlinien
Salento-halvøens sydligste punkt, Leuca, er vi da også lige nødt til at kigge på. Meget er der dog ikke at se, her virker ret øde, kysten er klippefyldt og lidt utilgængelig, men bestemt ikke uinteressant. Alle steder undervejs passerer vi uendeligt mange og udstrakte olivenplantager:  Apulien producerer 50 % af den italienske olivenolie. 

Vi fortsætter med at følge kystlinjen så tæt som muligt og tager et par overnatninger i Gallipoli, en lille levende, malerisk by, hvis gamle bydel breder sig på en halvø ud til det utroligt azurblå hav. Derfra fortsætter vi nord-vestpå igen, forbi industribyen Táranto med destinationen Metaponto Lido, som ligger i støvlesålens vrist ud til Táranto-golfen. Ind imellem skinner solen fra en skyfri himmel og farver havet uforskammet blåt, men da vi ankommer til Metaponto regner det massivt. Selv om der i området her er mange badestrande, er det tydeligt, at sæsonen ikke er begyndt endnu. Mærkeligt nok er antallet af campingpladser hernede behersket. De relativt få, som vi får øje på, sover for det meste stadig vintersøvn – måske også på grund af det blandede vejr, der ikke just lægger op til sommerglæder. Byen virker derfor, her sidst på eftermiddagen, lukket og slukket. En kraftig vind blæser ind fra havet og får bølgerne til at slå højt op mod stranden.
Lidt uden for Metaponto, hvis navn er af græsk oprindelse, støder vi igen på gamle udgravninger, som vi selvfølgelig også skal se. Det tilknyttede Arkæologiske Museum har vi helt for os selv, og turen rundt om resterne af Hera-templet er hurtigt overstået i det uvenlige bygevejr. 

Matera er et must
Nu forlader vi kysten og drejer mod nord, ind i landet, hvor vi heldigvis igen ledsages af solskin. Landskabet bliver efterhånden mere og mere kuperet, og vejene snor sig. Vi er på vej til Matera. Denne by ligger (i øvrigt lige som Metaponto) ret beset i provinsen Basilicata, men tæt på grænsen til Apulien og er derfor et oplagt udflugtsmål, hvis man vil holde sig til badebyerne.  

Også Matera er et must. Den er ikke for ingenting med på UNESCO-listen over verdenskulturarv, som Italien er så rigt repræsenteret på. Hovedattraktionen er det såkaldte sassi-område. Navnet sassi, der egentlig betyder klipper eller hule, dækker over et boligområde, gravet som huler ind i de bløde tufstensklipper og helt op til 1950’erne beboet af byens fattigfolk. Efter genhusning i mere tidssvarende boliger opdagede man disse klippehuses spektakulære kvaliteter, sanerede dem og gjorde således byen til turistmagnet. Men ud over sassierne er den gamle bydel også spændende i sig selv, dens huse klynger sig til bakketoppen, vejene er for det meste trapper op eller ned, og overalt mødes man af de smukkeste panoramaer ud over ådalen nedenfor. Har man fysisk overskud, kan man følge en snoet sti ned til åen, krydse den via en lang, heftigt gyngende hængebro og klatre op igen til et større parkeringsplateau. Herfra har man den mest forrygende udsigt over mod byen og sassierne. 

Konklusion
Fra Matera krydser vi det italienske indlands højderyg mod vest til Middelhavskysten, idet vores apuliske ekspedition er slut. Nu har vi set nok til, at vores nysgerrighed har noget at tygge på, og vi som forventet blevet en hel del klogere på denne lidt afsides beliggende del af Italien. Konklusion: Den er bestemt en rejse værd – om man nu rejser med autocamper eller campingvogn! 
Hjemturen er påbegyndt – dog ikke uden først at have besøgt Paestums romerske udgravninger, Pompeji og Vesuv. Men dette er en anden historie.

Vi overnattede på en blanding af camping- og stellpladser. Her er et lille udvalg af dem:

Vieste	Camping Villaggio Baia degli Aranci
Alberobello	Camping Dei Trulli, Alberobello
Castel del Monte	Stellplads Azienda Belvedere dell'Imperatore, Andria
Ótranto	Stellplads Oasy Park Camper Service, Ótranto
Gallipoli	Camping La Masseria, Gallipoli
Matera	Stellplads Azienda Agrituristica Masseria del Pantaleone, Matera

 

Find flere campingpladser på www.DCU.dk – her ser du også hvilke campingpladser, der giver rabat til DCU’s medlemmer

 

Marina di Venezia er en campingplads, der så at sige har alt, og som hver uge i sommerferien servicerer 12.000 gæster – heraf ca. 3.000 danskere. De fleste kommer her, fordi solen skinner konstant fra en skyfri himmel, og med Adriaterhavets børnevenlige og forfriskende vand og en uendelig sandstrand er der ikke meget, solhungrende danskere kan klage over.

Femstjernet campingferie
Marina di Venezia er den sidste af de godt 30 campingpladser, der ligger på den ca. 15 km lange halvø Cavallino Treporti, som har Adriaterhavet på den ene side og lagunen med Venedig på den anden. Der er med andre ord tale om en campingplads, der ligger for enden af vejen. Og lad det bare være sagt: Marina di Venezia er en enorm stor campingplads, ja faktisk en hel by, og den har alt det, som du finder i en by. Måske overrasker det mange, at der udover butikker, restauranter og underholdning også er læge, frisør, renseri og dyrelæge. Intet mangler.

Enormt aktivitetsprogram
Her er alt lige fra fodboldskole, som campingpladsen især blandt danskere er blevet meget kendt for, til yoga, fitness, porcelænsmaling og italiensk for begyndere. Mange af aktiviteterne bygges op i løbet af ugen. Hip Hop-skolen øver fx hver dag, og børnene forbereder sig på det store show, der vises på campingpladsens torv hver fredag. Det er noget, som i den grad kan samle store dele af campingpladsen på torvet.

Først går de små børn på scenen med den såkaldte baby dance. Herefter kommer det store show, som børnene har øvet sig på hele ugen. Det er meget imponerende, hvad de kan nå at stable på benene på så kort tid. Flere gange om ugen er der beach party med kendte DJ’s, og i programmet kan man også finde danske stjerner. Her er fest og farver, men kl. 23 er det slut, og kl. 24 er der ro. Der holdes også siesta midt på dagen, hvilket trækker al energi ud af pladser, og på den måde bliver der på imponerende vis mere ro, end man kunne forvente med 12.000 gæster. Hele pool-området lukker også midt på dagen, og det gør, at alle går hjem for at spise frokost og slappe af ved campingvognen, inden det går løs igen hen på eftermiddagen.

Mange danskere
For danske campister har Marina di Venezia i mange år været et tilløbsstykke, og du har gode muligheder for at møde din nabo eller arbejdskollega. En del af personalet er faktisk dansk, og det er for at kunne servicere de mange gæster, som har lidt svært ved sproget. Mange vil forståeligt nok gerne reservere på forhånd for at være sikker på at få en plads efter en lang køretur fra Danmark. Men kun under halvdelen af standpladserne kan reserveres på forhånd, fordi campingpladsen gerne vil gøre plads til kørende gæster, som vil bibeholde friheden ved camping. Det er jo netop det campingferie kan, hvor andre ferieformer er meget mere fastlåste. Når du kører på chancen, kan du komme til at holde uden for campingpladsen i et såkaldt venteområde den første nat, men der er strøm, morgenbrød og frisk vand til dem, der venter, og det er gratis. Man føler sig også sikker, fordi der er vagter på.

Fra telt til luksuscamping
Langt de fleste bor i eget telt, teltvogn, campingvogn eller autocamper, men du kan også bo her på andre måder. Hvis du ikke selv ejer, kan du leje et mobile home eller en bungalow. Marina di Venezia er også begyndt at investere i helt nye og meget eksklusive mobile homes, hvor du bor efter samme standarder som på et godt hotel og med din egen gårdhave, der er lukket helt af for naboer. Mange vil mene, at det ikke er camping, men sådan er det ikke, hvis man spørger dem, der bor her og bruger ca. 15.000 kroner på en uges ferie for at leje en feriebolig. Måske er det fremtidens camping eller bare en del af alle de måder, man kan campere på. Det går godt i spænd med campingpladsens luksuriøse restaurant PiacerMio, der kun sælger gourmet. Begge dele er udsolgt hele sommeren.

Hyggelige Treporti og Lio Piccolo
Lido-halvøen er ikke kendt for attraktioner udover Venedig, men på cykel er det nemt at nå flere gode oplevelser lige uden for døren. Byen Treporti et godt eksempel, fordi den er yderst charmerende med en smuk kirke midt på torvet. Den er katolsk og bygget i 1684 og har samme navn som plads Santissimo Trinità, hvor der en gang om ugen er marked med en blanding af badetøj, tasker, legetøj, souvenirs og mad. Oplev livet på de små cafeer omkring kanalerne, der gennem århundreder har haft en vigtig funktion. Byen har tre små havne – deraf navnet Treporti. 

Byen Treporti ligger som alt andet her på Venedig-siden af Cavallino-halvøen fordelt på en masse små øer. Hele området er en lille del af Po-flodens enorme delta, og det er helt oplagt at springe på cyklen og drage videre ud i det store naturområde. 
Her er virkelig smukt og utrolig højt til loftet. Der er fisk i vandet og pænt mange fugle. Uden for sæsonen er her mulighed for at se flamingoer. Digerne er bevokset med hindebæger-blomster, der i september bliver endnu mere lilla. Selvom det kan være svært at se, er området et stort spisekammer med fiskefarme, frugtplantager og landbrug.

Lio Piccolo er også en lille landsby, der er i dag mest af alt er en turistattraktion, som viser en svunden tid. Den smukke kirke Santa Maria della Neve – sneens Santa Maria – ligger lige ved siden af kampanilen, der er et klokketårn fra 1911. Herfra kan du opleve en enestående udsigt ud over hele området.

Gudesmukke Venedig
Fra Marina di Venezia er det ganske let at komme til Venedig. Fra Punta Sabbione få km fra campingpladsen går der flere gange i timen små passagerfærger til den smukke by bygget på øer og pæle. Venedig er på samme tid usædvanlig, enestående og betagende. Den kan på en måde slet ikke beskrives med ord, men skal opleves. Historien er lige så imponerende som alt det, man kigger på. Den blev officielt grundlagt 25. marts år 421 og spreder sig over 177 øer. I flere århundreder var Venedig et enormt handelscentrum, der bragte uanede mænger af rigdom til området. Det ses tydeligt på de store bygningsikoner som Dogepaladset, Kampanilen og Markus Kirken på pladsen af samme navn. Det er svært at få Venedig for sig selv, men det gør ikke noget. Tag en tur på de mange kanaler, lad dig fare vild i de mange smalle gader eller sæt dig på en cafe og nyd mylderet af liv både på vandet og i gaderne. Har du mere tid, kan det også anbefales at besøge naboøerne Murano og Burano.

Bygget op som en hel by
Marina di Venezia fungerer som en by, hvor intet mangler. Alle butikker og restauranter ligger i centrum. Det gør, at der kan være langt fra de yderste pladser til centrum, men omvendt er al trafik og aftenunderholdning centreret til ét sted, og det giver mere ro på resten af pladsen. Det gode ved campingpladsen er, at du selv bestemmer, hvor meget du vil bruge alle de tilbud, der er. Marina di Venezia er uden tvivl godt for større familier eller grupper, hvor der er større børn, eller hvis familien er meget aktiv på ferien. Man mærker ikke, at campingpladsen er så stor, men man mærker til gengæld, at servicen er i top, både når det kommer til rengøring og smil.